Forårets store særudstilling: ALPHONSE MUCHA åbner lørdag Hvirvlende hår, snirklede mønstre og sensuelle kvinder er grundmotiver i den tjekkiskfødte art nouveau-kunstner Alphonse Muchas forførende billedverden. Denne lørdag åbner ARKENs store udstilling med værker af den vidtfavnende kunster, der satte sit helt eget aftryk på Paris i tiden omkring år 1900 med banebrydende plakatkunst, smykkedesign og butiksindretning.
Med 125 værker viser udstillingen vej ind i Muchas æstetiske univers og udfolder samtidens mange spændingsforhold mellem natur og storby, forbrug og skønhed, materialitet og spiritualitet. Udstillingen tager også et spring frem til 1960'ernes og 1970'ernes psykedeliske kunst, der fandt inspiration i Muchas sansemættede værker. ALPHONSE MUCHA åbner lørdag den 3. februar. |