Sommeren går på hæld, men tøv ej, for fra nu og langt ind i efteråret bugner det med søde frugter i de danske træer. Lige nu er både blommerne plukkemodne, og de smukke frugter er ideelle i eksempelvis tærter, safter, marmelader, chutneys og salater. Den søde stenfrugt er i familie med fersken, abrikos og kirsebær og findes i mange forskellige sorter. Afhængig af sorten kan de variere i størrelse, fasthed, farve og smag. Blommerne kan høstes helt frem til oktober, og hvis du vil gemme nogle af dem til senere på året, kan de let fryses ned – her kan det dog være en god idé at tage stenene ud først. Læs med nedenfor og få vores bedste blommeopskrifter til både det salte og det søde køkken. |
|
|
"Blommer stammer oprindeligt fra Vestasien og antages at have vokset i norden siden vikingetiden. Den søde stenfrugt er i familie med fersken, abrikos og kirsebær og findes i mange forskellige sorter." |
|
|
Salat af grønne bønner med opalblommer, feta og mandler |
Sæsonen for blommer er kort herhjemme og i de fleste andre europæiske lande. Og dem, du kan få uden for sæsonen, smager af næsten ingenting. Så nyd dem, når de er her omkring august og september. De gode solmodne af slagsen er virkelig delikate sammen med den salte feta og de ristede mandler. |
|
|
Blommer kan være en blandet fornøjelse, hvis de ikke er rigtig modne. Gå langt uden om hårde, importerede eksemplarer, og gå altid efter danske blommer i sæsonen – lige der, hvor de er allersødest og mest krydrede og saftige. Sæsonen er heldigvis lang. De første blommesorter modner i slutningen af juli, og sæsonen strækker sig nogle gange helt ind i oktober, hvis vejret tillader det. Vores kølige klima frembringer højaromatiske, sødmefulde blommer, der også har en god syre, hvilket gør dem velegnede i både det søde og det salte køkken. Gå gerne efter nogle af de fremragende gamle sorter som kirkes, sveske og reineclaude. Og nyd blommerne helt friske, som de er, eller bland dem i frugtsalat, bag dem med lidt sukker på, og spis dem med skyr eller tykmælk, fyld dem i kager, eller kog dem til chutney, ketchup, syltetøj, frugtgrød, kompot eller saft. |
|
|
1 sylteglas 6 blommer 1 løg 75 g sukker 1 stjerneanis 5 korianderfrø 5 fennikelfrø havsalt 1 dl æbleeddike eller en anden god eddike friskkværnet peber 2 spsk. god olivenolie. Befri blommerne for sten, og skær frugtkødet i grove tern, pil løget, og snit det fint. Karamelliser sukkeret i en gryde. Tilsæt fintsnittet løg og krydderier, og drys med lidt salt, så løgene smider lidt væske, og karamellen ikke brænder. Når løgene er blevet bløde, tilsæt eddike, friskkværnet peber og blommer i tern. Kog chutneyen igennem i ca. 10 min. til en tæt kompot, tag den så af varmen, og tilsæt olivenolie. Kom chutneyen på et skoldet glas, og opbevar den køligt, så den kan holde sig i 3-4 måneder i uåbnet stand. |
|
|
SALAT AF NYE PERSILLERØDDER MED REINECLAUDE-BLOMMER, KORN OG HASSELNØDDEDRESSING |
De danske reineclauder, som er en af vores allerbedste blommesorter, plukkes i slutningen af august og starten af september og har en rund og intens blommesmag og masser af sødme. De deler sæson med nye persillerødder, som er saftige og faste på denne årstid. Du kan frit jonglere med andre typer rodfrugter, nødder, blommer, korn og urter i denne salat. |
|
|
SÅDAN FINDER DU BLOMMER I NATUREN |
Vil du have fingrene i de vilde danske blommer? Så prøv at tage på udkig efter Mirabelle, som med sin gule eller røde farve samt lille størrelse er en let genkendelig blomme. Her får du nogle tips til, hvordan du kan finde og genkende dem: Den saftige stenfrugt findes forvildet eller plantet i krat, ved hegn eller i gamle bondehaver.Frugterne, som er modne i august og begyndelsen af september, vokser på en stor busk eller et lille træ, som kan blive op til 15 meter højtFrugterne er typisk ikke større end store kirsebær Mirabel smager sødt og er derfor god i marmelader og grød. Du kan også spise dem rå direkte fra træet. |
|
|
Karamelliseret blommekage |
|
|
Mirabeller er fællesbetegnelsen for små, tidligt modnede røde og gule blommer, der meget ofte findes forvildet eller plantet i krat, hegn og gamle bondehaver. Mirabeller vokser op som kraftige buske eller som op til 10 meter høje træer med tydelige grentorne. De enkelte træer krydser indbyrdes og danner et væld af smagstyper. Visse mirabeller er syrefattige, og derfor skal du justere alle mirabelletilberedninger med cidereddike eller citronsaft uanset, hvad opskriften foreskriver. Mirabeller kan i de fleste sammenhænge erstatte blommer. Til følgende nemme og lækre omgang mirabellesyltetøj skal du bruge: - 1 kg mirabeller - 500 g sukker - 2 dl vand - 1 dl blommeeddike eller en anden mørk frugteddike. Vask mirabellerne og fjern stilkene. Sæt frugt, vand og sukker over i en gryde, og bring det i kog med låg på. Når det koger, tag låget af og lad simre i 20-25 min. ved lav varme. Rør let i gryden en gang imellem. Når du har en tæt kompot, skal du tilsætte eddike og lade syltetøjet koge i yderligere 10-15 min. Efterhånden som mirabellerne bliver møre og koger sammen, kommer stenene op til overfladen, og lægger sig på toppen, så du stille og roligt kan skumme dem af. På den måde er du fri for at udstene de små mirabeller, samtidig med at stenene både giver smag (bitterhed) og pektin til syltetøjet. Hæld syltetøjet på skoldede glas - det kan holde sig i køleskab 4-6 uger. Hvis du har lyst til at variere syltetøjet kan du tilsætte forskellige slags ”parfumer” i form at krydderurter som rosmarin, timian, mynte og estragon, som hakkes fint og koges med syltetøjet de sidste 2 min. Brug dem varsomt – de kan være særdeles potente! En lille håndfuld smuttede, grofthakkede mandler er også dejlige i mirabellesyltetøj – stenfrugter som mirabeller, abrikoser, blommer og kirsebær har en iboende mandelsmag, som kan understrege på den måde. |
|
|
Du modtager denne email, fordi du er tilmeldt Meyers nyhedsbrev. Du kan til enhver tid framelde dig vores nyhedsbrev ved at klikke på linket. Afmeld nyhedsbrevet Vi passer på dine personlige oplysninger
Læs mere HER, hvis du vil se, hvordan vi behandler dine personoplysninger. Dampfærgevej 10, 2100 København Ø |
|
|
|