Godmorgen og velkommen til Berlingskes politiske overblik. Det er midt i vinterferien for mange danskere, og trykket på den politiske kedel er ligeledes lavt. Men som altid er der alligevel dukket flere læsværdige historier op, som jeg har samlet til jer læsere her til morgen. Så lad os skynde os i gang med den første. Minister kræver redegørelser for afslag på dyr kræftmedicin Sundhedsminister Sophie Løhde (V) gjorde det i november klart over for regionerne, at det er i strid med Folketingets principper, når patienter får afslag på nye og dyre kræftlægemidler uden en konkret lægefaglig og individuel vurdering. Alligevel har en række kræftsyge kvinder med brystkræft fået afslag siden, skriver Jyllands-Posten. Det møder krads kritik fra ministeren. »Det er dybt problematisk, når alvorligt syge patienter ikke får den individuelle, lægefaglige vurdering af deres sag, som de har krav på,« skriver hun i et nyt brev til de fem regionsrådsformænd samt formanden for Danske Regioner. Derfor kræver hun nu også, at alle regioner skal redegøre for, hvor mange gange den ulovlige praksis har fundet sted. Danske Regioner anerkender i et svar til Jyllands-Posten, at afslag uden individuel vurdering ikke er i orden. Tvivl om vigtig afgørelse i Nye BorgerligeFørst blev Pernille Vermund ekskluderet fra Nye Borgerlige. Så Peter Seier Christensen. Og sidst Kim Edberg Andersen, der lukkede og slukkede i Nye Borgerlige på Christiansborg. Troede man. En række juridiske eksperter kommer nemlig i dag med en opsigtsvækkende melding. De mener ikke, at metoden til at lukke partiet med eksklusioner er gyldig ifølge partiets vedtægter, skriver DR. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ellers konkluderet, at Nye Borgerliges folketingsgruppe var nedlagt, og derfor ikke længere opstillingsberettiget. Ifølge eksperterne kan Peter Seier Christensen kræve, at den afgørelse bliver omgjort, og derved træde tilbage i folketingsgruppen for Nye Borgerlige. Derfor er det altså stadig muligt, at partiet i fremtiden kan være repræsenteret i Folketinget. For en måned siden meddelte daværende formand, Pernille Vermund, at hun forlod partiet og ønskede at opløse det. Siden har en række personer i baglandet kæmpet for partiets overlevelse. Peter Seier Christensen har været væk fra Christiansborg i næsten et år med en kræftsygdom og stress. Han har for nylig hyret en rådgiver, partiets tidligere sekretariatschef Lars Eldrup, til at deltage i møder og udtale sig om partiets fremtid, der fortsat ikke er afgjort. SF vil have alle partier med i spionudvalg: Frygter ikke lækI dag har kun de fem største partier i Folketinget en plads i Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, som diskuterer fortrolige oplysninger om statens sikkerhed. Men det antal er ikke optimalt, mener SF. Partiet foreslår, at alle partier fremover skal være repræsenteret. »Jeg synes, at vi har en høj etik og moral i udvalget vedrørende efterretningstjenesterne. Det tror jeg sagtens, at andre partier også vil kunne håndtere,« siger retsordfører Karina Lorentzen fra SF til Ritzau. Argumentet for ikke at have flere partier med har været, at risikoen for læk af højtklassificerede oplysninger skulle minimeres. I regeringspartiet Moderaterne er retsordfører Tobias Grotkjær Elmstrøm åben for at diskutere en udvidelse af udvalget, men han vil ikke have alle partier med: »Der er en stor risiko ved at have alle partier med. Jo flere personer, der får adgang til fortrolige oplysninger, jo større er sandsynligheden for, at der lækkes oplysninger,« siger han til Ritzau. I øjeblikket forhandles der politisk om en styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne på baggrund af FE-sagen, som Berlingske blandt andet har beskrevet tæt. Dagens korte historierBorup Skole: Køge Kommune kender til tre alvorlige episoder på Borup Skole omhandlende syv til ti børn. Det sagde chef for dagtilbud og skoler i Køge Kommune, Lars Nedergaard, på et pressemøde onsdag aften. Terrortiltale: En 26-årig mand er tiltalt for billigelse af terror på baggrund af hans ytringer om Hamas' angreb mod Israel. Københavns byret behandler i dag sagen. Dagens program:Gruppemøde: Det Konservative Folkeparti holder gruppemøde på Christiansborg klokken ni. Forsvarsministre i Nato mødes: Natos forsvarsministre samles i Bruxelles for at diskutere aktuelle sikkerhedsspørgsmål og fælles forsvarsstrategier. Forsvarsalliancens generalsekretær, Jens Stoltenberg, er vært for mødet. Venlig hilsen Kasper Fast, journalist |