| NYHEDSBREV / 09. AUGUST 2018 / | DEN UMULIGE KUNST: DU KAN NÅ DET ENDNU Søndag den 26. august er absolut sidste chance for at opleve E.B. Itsos bemærkelsesværdige solo-udstilling Portable Darkness. Den ambitiøse og talentfulde billedkunstner blev landskendt som undergrundskunstneren, der i fire år boede i et selvbygget og komplet, hemmeligt hjem i en ventilationsskakt over spor 12 på Hovedbanegården. I Kunsthal NORD har E.B. Itso taget afsæt i den skæbnesvangre og uløselige forbindelse mellem arkitektur og krop, der både kendetegner undergrundsverdenen, indsattes flugtforsøg og spektakulære røverier. Flere af værkerne er produceret i Kunsthal NORD, og de fremstår som udefinérbare historier midt imellem virkelighed og fiktion. Ét af dem er en væg med et stort hul, der refererer til det store juveltyveri i London i 2015. Et andet værk er inspireret af Carl August Lorenzens spektakulære fængsels flugt juleaften i 1949 og et tredje værk er en lydinstallation, der sætter publikum ind i, hvordan det er at bevæge sig rundt i fremmede folks huse midt om natten. E.B. Itsos værker er først og fremmest æstetiske og narrative. Men de er også udtryk for en fascination og respekt for en stædig, nærmest idiotisk tro på, at noget, der synes umuligt, godt kan lade sig gøre. Og med subtile referencer til kunstnerens egen aktivistiske praksis fornemmer man samtidig en social og politisk kritik, der åbent sætter spørgsmålstegn ved de, mere eller mindre synlige, magtforhold, som bestemmer vores brug af det fælles byrum, og hvad der udgør et godt liv og et bæredygtigt samfund. Snyd ikke dig selv for en tankevækkende oplevelse. Vi glæder os til at se dig.
(lydinstallation The Traveling Theif 2018) | KUNSTHAL NORD ER EN DEL AF AALBORG FESTIVALS Igen i år er Kunsthal NORD med i den 12 dage lange Aalborg Festivals, der finder sted i perioden 15.-26. august 2018. Vi har tre arrangementer med i programmet, og her kan du deltage i børne aktivisme, en anderledes kunstvandring og lære at forstå den svære samtidskunst. Alle vores arrangementer er gratis, og der er som altid fri adgang til kunsthallen. Vi glæder os allerede! BØRNENES STEMME Lørdag den 18. august kl. 13.00
Nogle gange fatter de voksne bare ikke, at det er sjovere at spille computer, lege eller være sammen med vennerne end at tømme opvaskemaskine, støvsuge eller deltage i faster Karens 75 års fødselsdag. Vi giver byens børn en stemme, når de nu får mulighed for at deltage i et aktivistisk værksted og fremstille bannere med egne budskaber til de voksne magthavere. Dagen vil blive sluttet af med en parade i byen. EN KRITISK KUNSTVANDRING I BYEN Onsdag den 22. august kl. 16.00
Aalborg er blevet en by med stor diversitet, når det kommer til kunst og arkitektur. Arkitektoniske perler som Utzon Centeret, Musikkens Hus og Nordkraft pryder byen, men den urbane forvandling ses også på byens mange gavle og mure, der i de seneste år er blevet udsmykket med store malerier. Ta’ med på en anderledes byvandring i Aalborg, hvor vi kaster et åbent, men kritisk blik på byens gavludsmykninger, skulpturer, vægmalerier og gadekunst. LÆR AT FORSTÅ DEN SVÆRE SAMTIDSKUNST Torsdag den 23. august kl. 19.00
Synes du, det er svært at forstå den aktuelle nutidskunst i dag? Og savner du værktøjer til at åbne kunsten med? Så kom til kunstsalon i Kunsthal NORD. Stud.mag. Teis Kronborg og kunsthistoriker Henrik Broch-Lips vil give et par tips til, hvad man skal lægge mærke til, og hvilke tanker man kan gøre sig, når man står over for samtidskunsten og måske har stirret sig blind på alt det, som man ikke forstår. | ANDRE ARRANGEMENTER, UDSTILLINGER OG EVENTS For Kunsthal NORDs øvrige tilbud og informationer er du velkommen til at besøge vores hjemmeside www.kunsthalnord.dk eller ringe til os på 3199 4125. Du kan også følge os på Facebook og Instagram. | Åbningstider: tirsdag - fredag: 11:00 - 17:00 lørdag - søndag: 12:00 - 16:00 Kunsthal Nord · Kjellerups Torv 5, 2. sal · 9000 Aalborg · Tlf: 9982 4125 ·info@kunsthalnord.dk · www.kunsthalnord.dk · |
|