Nye Borgerlige, Stram Kurs og Dansk Folkeparti er blandt de højreorienterede partier, der oplever stor interesse blandt mænd på Facebook. Foto: Illustration baseret på annoncer fra Facebook. Opsætning: Alexander Sjöberg Kære læser Som modtager af kulturredaktionens nyhedsbrev er det ikke særlig sandsynligt, at du er blandt den knap halve million danskere, der har set dansk Folkepartis annoncevideo på Facebook, hvor de stiller spørgsmålet: »Hvad vælger du? Skal dine skattekroner gå til asylansøgere eller velfærd?« På Facebook kan partierne nemlig målrette deres annoncer, så de rammer vælgere med bestemte interesser eller fra udvalgte dele af landet. Det er også muligt at sortere efter køn, når politiske budskaber skal spredes. Det afviser partierne godt nok, at de gør. Her kan du læse om, hvordan valgkampen udfolder sig på Facebook. Det ville være synd at sige, at det store, sociale medie bidrager til en fælles demokratisk samtale i Danmark. En af dem, der bidrager flittigt til en fælles samtale, er Svend Brinkmann. Han ved godt, at det måske en smule naivt, men Svend drømmer om, at politikerne ville benytte valgkampen til at tale noget mere om dannelse. For eksempel vil han hellere høre, hvilke bøger der inspirerer politikerne end at se dem løbe rundt i stram lycra for at fremvise deres form. Svend Brinkmanns klumme finder du her. Ugens store læseoplevelse er portrætinterviewet med komponist, musiker og sanger Lise Cabble. Hun har dannet sig selv uden formel skoling, men med inspiration fra David Bowie og Mick Jagger. Her kan du forbyde dig i Lise Cabbles rejse fra rockstjerne til grandprixdronning – hun skrev ’Only Teardrops’, der vandt Eurovision Song Contest i 2013. I år har hun bidraget med sangen ’Love is forever’, der skal i aktion i sangkonkurrencens anden semifinale på torsdag. Nedenfor kan du finde flere udvalgte eksempler på artikler fra Politikens kulturredaktion. Tak for din tid og god læselyst. | Med venlig hilsen Mette Davidsen-Nielsen Kulturredaktør på Politiken |
|
|
|
|