 | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Var man i tvivl om, at det hele handler om realpolitik, når det gælder dansk udenrigspolitik, så fik nationen en demonstration her til formiddag, hvor Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi kom på statsbesøg. | |
| | Allerede inden ankomsten var der lagt op til det helt store udtræk med gallamiddag på Christiansborg, æresvagt på Amalienborg og møder med kongen og dronningen, statsministeren og udenrigsministeren og toppen af dansk erhvervsliv. Det blev så garneret af tildelingen af Elefantordenen, Danmarks allerfineste, her fredag formiddag. | |
| | At Sisi kom til magten via et statskup i 2013, og at hans regering har indespærret omkring 60.000 mennesker og udøver tortur – selv af børn – i en så ekstrem grad, at Human Rights Watch vurderer, at mishandlingerne formentlig udgør en forbrydelse mod menneskeheden, betød åbenbart ingenting for Danmark. Glemt er de højstemte ord fra det arabiske forår, hvor Danmark var en ivrig fortaler for demokrati i Mellemøsten. Glemt er fraserne om den værdibaserede udenrigspolitik, som tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) lancerede, og glemt er åbenbart også, at Danmark om mindre end fire uger indtræder som midlertidigt medlem af FN’s Sikkerhedsråd med den mærkesag at styrke den internationale retsorden. | |
| | Det raser vi over i denne leder, og så må nationen jo vente i spænding på, om det ender som dengang med Rumæniens diktator Nicolae Ceausescu, der også fik Elefantordenen, men blev den frataget af dronningen efterfølgende - og henrettet efter revolutionen i Rumænien i 1989. | |
| | Sådan må både Sisi og kong Frederik og Mette Frederiksen jo håbe, det ikke går i denne runde, men mere skamfuldt knæfald for en bloddryppende diktator skal man lede længe efter. At det kan ende galt, viser udviklingen i Syrien, hvor den tidligere øjenlæge og nuværende diktator Bashar al-Assads magt vakler, efter at oprørerne overraskende pludselig tog magten i både Aleppo og Hama. | |
| | Det er uomtvisteligt hårde tider. Selv forsøger jeg at holde modet højt i denne klumme og huske på det, der går godt, men jeg indrømmer gerne, at det er en viljesakt. | |
| | Europas store lande er i politisk nedsmeltning. Senest var det den franske regering, der faldt efter et forgæves forsøg på at få styr på budgetterne. Både Frankrig og Tyskland står dermed reelt uden ledelse, netop som Trump gør klar til at overtage styringen i USA - hvor Biden mistede den sidste grad af ære ved at benåde sin egen søn. Ved at udnytte sin magt som USA’s præsident til at beskytte sin egen søn mod straf for forbrydelser – som han har indrømmet og er blevet dømt skyldig i – svigter Biden både sine egne løfter og sine politiske idealer og skader det amerikanske demokrati, der i forvejen er ret ramponeret, skriver vi i denne leder. | |
| | Ramponeret er også Danmarks støtte til de handikappede i samfundet. Tidligere på året fik nationen sønderlemmende kritik fra FN, og det er hjerteskærende at høre beretningerne om, hvordan den danske velfærdsstat behandler handicappede. | |
| | Tidligere på året døde Lone Hertz’ søn Thomas, og i denne kronik raser hun over, hvordan han blev svigtet i 58 år. »Ved en fejldiagnose i sygejournalen ’som blivende åndssvag’ måtte han gennem sine 58 år opleve den ene fejlanbringelse og fejlbehandling livet igennem. Dette endskønt han på skrift var i stand til at diskutere tro, psykologi, filosofi, lyrik, elskede kunst og kultur, klassisk musik, teater og folkeuniversitet«, skriver hun i kronikken, der er en del af Politikens serie om livet som handicappet. Den første kronik i serien kan læses her. | |
| | Det er langtfra kun handicappede, som har det hårdt i Danmark. Trods vores rigdom bliver der flere og flere børn, der vokser op i økonomisk udfordrede familier og omkring 47.000 som er decideret fattige. Hvordan det opleves fra børnehøjde, kan man læse lidt om her. | |
| | Hvordan et stenrigt land - nu mere og mere forgyldt af Novo - der er anført af en socialdemokratisk statsminister, kan acceptere det, fatter man ikke. Men ok, der skal jo også være tid til at hylde typer som Sisi og sidde til taffel med ham på Christiansborg. | |
| | At autoritære kræfter er en reel trussel, selv i demokratier, fik verden ellers en opvisning i fra Sydkorea, et af Asiens mest rodfæstede demokratier, hvor præsident Yoon Suk Yeol pludselig erklærede undtagelsestilstand. Forsøget på at tage magten fra parlamentet fejlede efter få timer, og præsidenten ser nu ud til selv at risikere at blive afsat, men ikke mindst i USA skabte det forståelig uro, her seks-syv uger før Trumps indsættelse. New York Times-kommentatoren David French har en glimrende klumme om det her. Scary stuff. | |
| | Og sådan gik endnu en uge i den bedste af alle verdener, som Voltaires Candide ville sige det. Selv læser jeg lidt forsinket Deborah Levys herlige bøger om livet som midaldrende fraskilt kvinde. Det er sjovt og sørgeligt på samme tid. Lidt som julepynten på gaderne en grå dag som i dag. Men lige om lidt - om ca. to uger - vender det, så går vi atter mod lysere tider. Og 2025; let’s make it a good one without any fear, som salig John Lennon udtrykte det. Jolen nærmer sig, og nej, det er ikke en slåfejl, læs forklaringen i denne leder om jul og kultur og krig. | |
| | Glædelig weekend og glædelig 2. søndag i advent. | |
|
