Rigshospitalet - og landets andre sygehuse - skal fremover drives direkte af staten, foreslår Dansk Folkeparti, der vil nedlægge regionerne. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Godmorgen. Store administrationsbygninger billigt til leje. Det skilt kan komme op at stå foran regionernes administrationsbygninger, hvis Dansk Folkeparti får opfyldt et af sine krav til en kommende sundhedsreform. Partiet vil have lukket regionerne, der har sygehusdriften som hovedopgave. I et interview med Politiken erklærer partiformand Kristian Thulesen Dahl, at staten skal overtage sygehusene. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ser store forskelle mellem de fem regioners præstationer. »Det ser vi som et stor problem«, siger hun og peger på ventetider til ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden og problemer med at sikre operationer til tiden i Nordjylland og på Sjælland. Også Liberal Alliance er rede til at afskaffe regionerne. Formanden for de danske regioner, Stephanie Lose (V), vil holde fast i konstruktionen: »vi leverer bedre år for år. Tanken om et statsligt styret sundhedsvæsen er jeg inderlig modstander af«. Stadigt flere reagerer på klimatruslerne Det går langsomt, men trods alt fremad. Flere og flere klimaaktører ser forbedringer i indstillingen til ansvaret for at forsøge at imødegå voldsomme temperaturstigninger i fremtiden. Investorer stiller f. eks. krav til en ændret kurs hos store virksomheder. »Der er stærke internationale spillere, som har fået fokus på den risiko. Jeg tror, at det virkelig kan være med til at rykke noget«, siger Connie Hedegaard til Politiken. Nu kommer straftolden på kinesiske varer Den 23. august indfører USA øget straftold på produkter, der kommer fra Kina. Der kommer ekstra afgifter på varer for 100 mia. kr., blot halvanden måneds tid efter den første runde straftold, som ramte for 200 mia. kr. kinesiske varer, skriver Ritzau. Kina har meddelt, at landet vil svare igen med deres egne afgifter på produkter for USA til en værdi af 380 mia. kr. Nu vil et flertal standse bankernes hvidvask Det kan godt være, at Danske Bank ikke har vist den tilstrækkelige vilje eller evne til at holde op med at hvidvaske penge. Så må politikerne træde til: Ifølge Finans.dk er et flertal i Folketinget rede til at tvinge den finansielle sektor til at rydde op i den mere beskidte del af forretningen. Retsordfører Morten Bødskov (S) peger på Panama Papers, Luxleaks og Danske Banks ivrige hvidvask som begrundelser for at forsøge at få styr på bankfolkene. Chicagos politi får forstærkninger efter blodig weekend Efter 11 dræbte og over 70 sårede ved en række skyderier i den amerikanske storby sendes der nu flere politibetjente ud på gaderne. Styrken øges med 430 betjente i hverdagene og 600 i weekenderne, oplyser CBS Chicago. Mandskabet skaffes bl.a. ved at forlænge betjentenes arbejdstider, oplyser borgmester Rahm Emanuel, der er blevet skarpt kritiseret for at lade sikkerhedssituationen i byen forfalde. Emanuel vil endnu ikke sende hjemmeværnet ind, tilføjer han. Flygtninge og migranter kan nu atter returneres til Grækenland Flygtningenævnet har i en række sager afgjort, at de danske myndigheder godt kan sende asylansøgere tilbage til Grækenland. Det sker, selv om forholdene for tilrejsende i landet er vanskelige. Ifølge Information gælder kursændringen personer, der allerede har fået asyl i landet, men som alligevel vandrede videre til Danmark. Tidligere har man pga. forholdene i Grækenland undladt at returnere dem, men den praksis ændres nu. I dag: | begynder Smukfest sådan rigtigt i Skanderborg. |
|
| ventes Østre Landsret at afgøre, om BRF Kredit urimeligt hævede bidragssatsen over for en kunde. To andre tilsvarende sager afgøres også i dag. |
| Årsdage: | For 44 år siden trådte den amerikanske præsident Richard Nixon tilbage. Kort forinden havde Repræsentanternes Hus besluttet at rejse rigsretssag mod ham for magtmisbrug og for at hindre opklaringen af Watergatesagen. Den handlede om et indbrud i demokraternes partihovedkvarter i Washington, der blev gennemført af Nixons genvalgskomité. Vicepræsident Gerald Ford tog over i Det Ovale Værelse. |
|
| For 55 år siden gennemførte et af nyere tids mest berømte kup, Det Store Togrøveri. 15 mænd begik et holdup mod posttoget mellem Gasgow og London og fik et udbytte, der i vore dage ville ligge på den gode side af 330 mio. kr. med sig. En af røverne, Ronald Biggs, havde held til at stikke af til Brasilien, hvor han levede i flere årtier, inden han i 2001 vendte tilbage til afsoning i Storbritannien. |
|
| For 100 år siden indledtes Slaget om Amiens under Første Verdenskrig. Det blev indledningen til en række allierede offensiver, der endte med at knække den tyske hær. Klokken 04.20 gik 900 kanoner simultant i gang med at beskyde de tyske linjer, inden infanteriet blev sendt frem. Slaget varede tre dage. Over 19.000 allierede soldater og 26.000 tyske soldater og fanger døde, mens fronten blev rykket 13 km. |
|
|
|
|