Forsvarsministeren indgår aftale om forsvarssamarbejde for 50 mio. kroner til styrkelse af Moldovas militære kapaciteter Danmark og Moldova indgår forsvarssamarbejde for at styrke Moldovas militære kapaciteter samt evne til at forsvare sig selv. Forsvarsministeriet investerer med aftalen 50 mio. kroner i frontlinjestaten Moldovas sikkerhed over en fireårig periode. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen mødes i dag i Moldovas hovedstad, Chișinău, med Moldovas forsvarsminister, [Anatolie Nosatîi], for at indgå et nyt forsvarssamarbejde, der skal styrke Moldovas militære kapaciteter samt landets modstandsdygtighed mod nuværende og fremtidige trusler. Det sker i overensstemmelse med Moldovas ambition om tilpasning til europæiske standarder. ”Moldova er som mindre naboland til Ukraine udsat for russisk påvirkning og hybride trusler. Det er vigtigt for Europas sikkerhed, at vi støtter frontlinjestater som Moldova i kampen mod ydre fjender, og det gør vi fra Forsvarsministeriets side med et nyt forsvarssamarbejde på 50 mio. kroner over en fireårig periode”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Forsvarssamarbejdet udgør en del af danske freds- og stabiliseringsindsatser i Moldova. Forsvarets engagement indebærer bl.a. træning, rådgivning, uddannelse, donationer og udsendelse af rådgivere, herunder en forsvarsattaché. I 2022 blev Moldova kandidatland til EU, og den moldoviske regering har som målsætning senest i 2030 at blive optaget i EU. Danmark støtter helhjertet op om Moldovas EU-ambitioner. ”Danmark har siden Ruslands fuldskala invasion i 2022 været en af Ukraines største og mest trofaste støtter. Det skal vi også være fremover. Støtten til Moldova, hvis hovedstad ligger få timers kørsel fra Odessa, er derfor både en tydelig støtte til Moldovas sikkerhed og en vigtig styrkelse af Europas ydre grænser”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Pressemeddelelsen kan også læses her. |