Forsvarsministeren tilfører yderligere 200 mio. kroner til Hjemmeværnet i 2025 Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har besluttet at tilføre yderligere 200 mio. kroner til Hjemmeværnet i 2025. Midlerne skal bl.a. bruges til at håndtere det markant stigende antal ansøgninger fra frivillige til Hjemmeværnet. Antallet af nye frivillige i Hjemmeværnet er steget markant siden 2023. Men for at Hjemmeværnet kan følge med den massive interesse, er det vigtigt, at ressourcerne følger med. Derfor har forsvarsminister Troels Lund Poulsen besluttet at tilføre yderligere 200 mio. kroner i 2025 til Hjemmeværnet. ”Hjemmeværnskommandoen vurderer, at den sikkerhedspolitiske udvikling har øget forsvarsbevidstheden blandt borgerne i Danmark, hvilket har medført en øget interesse for Hjemmeværnet. Det er glædeligt, at så mange danskere vil være med til at styrke forsvar og sikkerhed i Danmark. Og vi skal selvfølgelig sikre, at Hjemmeværnet har ressourcerne til at tage i mod de nye frivillige”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Hjemmeværnet har oplevet en stigning i antallet af frivillige samtidig med, at der efterspørges et højere aktivitetsniveau i Hjemmeværnet. I 2024 rekrutterede Hjemmeværnet 36 pct. flere frivillige sammenlignet med i 2023. Denne tendens er fortsat i 2025, hvor der ved udgangen af maj er rekrutteret 25 pct. flere frivillige i forhold til samme tidspunkt i 2024. Per 1. juli er den samlet aktivstyrke under Hjemmeværnet på over 14.000. I 1. kvartal 2025 besluttede forsvarsministeren, at der skulle afsættes 400 mio. kr. i 2025 under forsvarsforliget til soldaternært materiel til Hjemmeværnet. Forsvarsministerens beslutning om, at styrke Hjemmeværnet yderligere i 2025 med 200 mio. kr. skal bruges på bl.a. materielanskaffelser, understøttelse af øget optag, flere øvelser og generelt øget aktivitetsniveau ved Hjemmeværnskommandoen samt etablissementsudgifter. ”Vi skal styrke fundamentet. Det handler ikke kun om at få mere og bedre udstyr, selvom det naturligvis spiller en afgørende rolle. Det handler i lige så høj grad om organisation, om uddannelse og – vigtigst af alt – om mennesker”, siger chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen. Chefen for Hjemmeværnet har herudover iværksat et projekt, der har til formål at gøre Hjemmeværnet i stand til at håndtere den forventede vækst af frivillige. Projektet har fokus på at håndtere de mange ansøgere, herunder ved at alle de interesserede hurtigst muligt bliver kontaktet og hjulpet igennem optagelsesprocessen. ”Der er brug for et større og stærkere hjemmeværn. Med tilgang af de ekstra ressourcer kan vi nu fortsætte opbygningen af Hjemmeværnet til gavn for Forsvaret og samfundet. Midlerne er også med til at skabe en mere robust organisation, der giver bedre rammevilkår for vores frivillige soldater”, siger Hans Andersen kommitteret for Hjemmeværnet. Hjemmeværnskommandoen vurderer, at puklen blandt ansøgere som frivillig i Hjemmeværnet vil være håndteret i efteråret 2025. Pressemeddelelsen kan også læses her. |