Hvis du vil prøve Danmarks bedste frikadelle, skal du tage et smut forbi Slagteren på Møllevej i Thisted. | I weekenden vandt slagtermester Charles Knudsens frikadeller titlen som Danmarks bedste. Han fortæller til TV 2, at der ikke er noget hemmeligt krydderi i hans opskrift, da de skal være så traditionelle som muligt. Hemmeligheden, mener han, ligger i, at farsen først og fremmest skal røres helt rigtigt og derefter steges i en bestemt blanding af fedtstof. Det var desværre ikke muligt at lokke opskriften ud af slagtermesteren, men han ville gerne løfte noget af sløret, så man kan prøve sig frem derhjemme. - Jeg kan sige så meget, at frikadellerne er lavet af skinkekød, salt, peber, løg, vand og kartoffelmel. Det er lidt farligt at bruge kartoffelmel, fordi man så rykker ved den originale opskrift, men på den måde kan alle spise den, fordi den er glutenfri. Når frikadellerne skal steges, skal det skal være en blanding af ¼ svinefedt og ¾ margarine, forklarer Charles Knudsen videre. - Margarine branker meget nemt, så det får en brændt smag, men ved at tilføre svinefedt kan man øge temperaturen, så du får den rigtige sprøde skorpe, siger han. Du kan læse hele historien ved at klikke her.
Madtrend hitter: Mormormad er på vej tilbage Frikadellen er nærmest et nationalklenodie, og hvis man er til god gammeldags dansk madlavning, kan man fordybe sig i emnet senere på måneden. Den 17. marts lander endnu en kogebog om ældre madlavning på hylderne hos bogforhandlerne, og den er ikke alene om at dyrke nostalgien for mormors gode, gamle og traditionelle køkken. Sidste år udkom bogen ”Fermentering”, der er blevet en stor salgssucces. Og det er kommet lidt som en overraskelse for Line Bjørn Andersen, der er ansvarlig for indkøb hos bogforhandleren Arnold Busck. - Jeg tror ikke, nogen kunne være forberedt på, at sådan et emne ville vinde så meget frem, siger hun til TV 2. Den nye bog hedder "Moderne Mormormad", og den er skrevet af kogebogsforfatter Ditte Ingemann og journalist og kogebogsforfatter Hélène Wagn. Bogen gennemgår tidsperioden fra 1950 til 1980, hvor man udover opskrifter kan fordybe sig i, hvad der har præget danskernes spisevaner. TV 2 har fornøjelsen af at bringe et lille udvalg af opskrifter fra bogen, du finder dem alle sammen ved at klikke her. OPSKRIFT: Bondepige med slør OPSKRIFT: Karbonader med stuvede grøntsager OPSKRIFT: Millionbøf med mos Er makrel på dåse ligeså sundt at spise som frisk fisk? Makrel i tomat på dåse er en yndet spise på især frokostbordet i Danmark. I Norge er det også et favorit pålæg, og derfor har et forskerhold sat sig for at undersøge, om hele forarbejdningsprocessen fra havet til dåsen sænker sundheden i fisken. Til deres overraskelse viser resultaterne, at der målt på D-vitamin og omega-3 ikke sker nogen som helst forringelse, hvilket har fået forskerne til at erklære dåsemakrel lige så sundt som fersk makrel. Du kan læse hele historien om forskningsprojektet ved at klikke på linket her. Det er imidlertid ikke kun makrellen, der er kommet under lup i denne uge. TV 2 har talt med biokemiker ved DTU Fødevareinstituttet Erling Saxholt om forskelle på rød, grøn og gul peberfrugt. Det viser sig, at den grønne peberfrugt i virkeligheden blot er en umoden rød peberfrugt. Derfor kan man sige, at den burde koste mindre, da den ikke tager lige så lang tid at producere, fortæller Erling Saxholt. Men det er ikke den eneste interessante ting, Erling Saxholt kan fortælle om peberfrugter, du kan læse hele artiklen ved at klikke her.
|
|