Marie Maschoreck | Journalist | |
|
|
| Velkommen til torsdagens eftermiddagsoverblik. | |
| I dag har Roskilde Festival offentliggjort 25 nye kunstnere, der kommer på plakaten ved næste års festival. | |
| Og så skal vi rette blikket mod Mellemøsten, hvor Israel melder om brud på den netop indgåede våbenhvile med Hizbollah. | |
| Herhjemme må en historisk straffesag om ulovlige dyretransporter starte forfra, da anklagerne er blevet trukket tilbage. | |
| Til sidst skal overblikket handle om en undersøgelse af trusler, vold og chikane mod kunstnere i Norden, som viser et særligt højt tal blandt scenekunstnere i Danmark. | |
| 25 nye navne: Superstjerne kommer til Roskilde | |
| Når næste års Roskilde Festival finder sted fra 28. juni til 5. juli, bliver det blandt andet med den amerikanske sangerinde Olivia Rodrigo på Orange Scene. Det har Roskilde Festival torsdag offentliggjort i flæng med yderligere 24 navne til sommerens festivalplakat. Rodrigo står bag hits som ’Drivers License’, ’Vampire’ og ’Deja Vu’. | |
| »Hun er en stemme af tiden, og vi er meget stolte af, at Olivia Rodrigo har valgt Roskilde Festival som sin eneste skandinaviske optræden i 2025. Koncerten bliver en manifestation, der kommer til at skrive sig ind i historiebøgerne«, siger festivalens musikchef Thomas Sønderby Jepsen i en pressemeddelelse. | |
| Det er en måneds tid siden, at festivalen præsenterede de første 28 kunstnere til 2025-plakaten, hvor også kunstnere som Stormzy, Fontaines D.C., Arca, Beth Gibbons, MØ, Electric Callboy og Artigeardit optræder. | |
Foto: Stoyan Nenov/Ritzau Scanpix |
| Israel melder om brud på våbenhvile i Libanon og skyder selv | |
| Natten til onsdag trådte en våbenhvile i kraft mellem Hizbollah og Israel. Nu beskylder Israels militær dog ’mistænkte’ for at bryde våbenhvilen i Libanon, skriver nyhedsbureauet Reuters. Ifølge militæret består bruddet i, at de mistænkte ankom til adskillige områder i den sydlige zone i Libanon, hvorefter der blev affyret varselsskud. Også fra libanesisk side meldes der om skud. | |
| Om hændelsen har konsekvenser for våbenhvilen som helhed, er der endnu ikke meldinger om. Det fremgår heller ikke, hvad de ’mistænkte’ er mistænkt for. | |
| Som led i våbenhvilen skal Israels militær over 60 dage fjerne sig fra det sydlige Libanon, mens Hizbolla skal forlade sine positioner og flytte nord for Litani-floden. Ifølge Reuters er israelske soldater fortsat udstationeret på libanesisk område i byer langs grænsen, og journalister fra nyhedsbureauet har hørt lyde fra overvågningsdroner over det sydlige Libanon. | |
Foto: Lærke Berg-pedersen |
| Anklageskrift holder ikke: Historisk straffesag om ulovlige dyretransporter må starte forfra | |
| Der var lagt op til en kæmpe retssag. 1.011 lovbrud beskrevet på 262 sider og signeret af Fyns Politi. Men det hele faldt øjensynlig fra hinanden. Anklagerne i en stor sag om brud på regler for transport af smågrise fra Danmark til lande som Italien, Polen og Tyskland i perioden 2016 til 2018 blev i hvert fald trukket tilbage, og man ved endnu ikke, om der kommer et nyt. | |
| Sagen var rettet mod 11 vognmænd, transportfirmaer og speditører, som ifølge politiet havde overskredet reglen om, at grisetransporter maksimalt må vare 24 timer. Efter det oprindelige anklageskrift er trukket tilbage, fremstår sagen mest af alt som et forsøg på at imødegå den store kritik at Fødevarestyrelsens kontroller med dyretransporter, som Rigsrevisionen fremlagde i 2020. | |
| Fødevarestyrelsen ønsker ikke selv at kommentere på sagen, men i de seneste år er der sået alvorlig tvivl om juraen bag. I 2021 tabte staten en prøvesag. Her blev et transportfirma frikendt for at bryde 24-timersreglen med begrundelsen, at ruten var godkendt inden, og at man ikke kan forudsige forsinkelser på grund af ting som vejr eller trafik. | |
| Danske kunstnere beretter om vold, chikane og trusler – især én gruppe er udsat | |
| Trusler, vold og chikane mod kunstnere er udbredt i Norden. Og det er især scenekunstnere, det går ud over, viser en ny undersøgelse fra det svenske videnscenter Kulturanalys Norden. Det har spurgt kunstnere og forfattere i Danmark, Island, Norge og Sverige. | |
| Af de kunstnere, der har deltaget i undersøgelsen, har mellem 36 og 61 procent angivet, at de nogle gange har oplevet trusler, vold og chikane i forbindelse med arbejdet. Mellem 10 og 25 procent siger, at de har oplevet det inden for de seneste 12 måneder. Tallet er højst blandt scenekunstnere i Danmark, hvor 61 procent af de adspurgte siger, at de nogle gange har oplevet det. 25 procent siger, at det var inden for det seneste år. | |
| »Mange af de berørte oplever, at deres kunstneriske frihed er blevet begrænset, men samtidig angiver mange, at deres engagement og deres vilje til at udtrykke sig kunstnerisk er blevet styrket«, siger Sofia Arkhede, som er statistiker hos Kulturanalys Norden. | |
|