En ny uge står for døren, og det ser –
heldigvis for tilstandene på Islands Brygge – ud til at blive en uden sol. Sommervejr eller ej, skal vi altså stadig huske afstanden og så vidt muligt blive hjemme – og så er det godt, at København byder på rigeligt med virtuelle oplevelser, så du ikke behøver at kede dig.
I øjeblikket har vi omdøbt vores nyhedsbrev til
Ibyen Hjemmefra, hvor vi mandag og fredag giver dig anbefalinger til nogle af de lyspunkter, der findes i byen i en dyster tid – fra onlinekoncerter og virtuelle kunstudstillinger til digitale fredagsbarer og sprøde takeawaytips.
Her er anbefalingerne til din uge.
Langt størstedelen af byens kulturtilbud er i øjeblikket lukket, men for at give kulturen en stemme, har performanceteatret
Metropolis taget initiativ til projektet
Walkin(g) Copenhagen. Her er 100 kunstnere blevet bedt om at tage på 12 timers vandringer gennem Københavns forladte gader og filme sig selv undervejs. Kunstnerne har baggrunde inden for alt fra arkitektur til litteratur, og der kan derfor komme vidt forskellige produkter ud af vandringerne, der tilsammen skal fungere som et kunstnerisk arkiv til tiden efter corona. Den første vandring finder sted på fredag, og de første 10 deltagere afsløres i morgen tirsdag.
Det gør de her, hvor du også kan læse mere om konceptet.
Hos kulturhuset
Union KBH har du de seneste mange år kunnet finde konceptet
Menneskebiblioteket, som i stedet for bøger så at sige udlåner mennesker. Mennesker, som i deres daglige liv møder tabuer og fordomme eller på anden måde har svære ting med i bagagen, har stået klar til at svare på spørgsmål og fortælle deres livshistorie med formålet at bringe os sammen på tværs af sociale, etniske og religiøse forskelligheder. På grund af corona har man nu lavet en onlineversion af biblioteket, hvor de hver tirsdag filmer direkte fra Unions lokaler. Det finder sted klokken 20,
og i morgen er temaet mobning.
Duoen af beatpoeten Claus Høxbroe og trompetisten Jonas Scheffler har det seneste års tid turneret København med koncerter på anderledes venues som tårnet ved Knippelsbro og gamle hatteforretninger. Og i denne uge rykker de ind på byens cocktailbarer, hvor trompetens toner dirigerer Høxbroes oplæsning af digtsamlingen ’Sorte pletter på himlens linse’. Barerne er selvfølgelig coronatomme, og af samme grund streames koncerterne hjemmefra. På torsdag gælder det gælder det Vesterbro-baren
Lidkoeb, og over de næste to uger vil duoen også gæste
Ruby og
Brønnum i Indre By.
Lyt med her.
Har du endnu ikke prøvet fremtidens streamingtjeneste?
Quibi, der blev lanceret tidligere på måneden, kalder sig selv ’den næste generation af storytelling’ og adskiller sig fra konkurrenterne ved at dele film og tv-serier op i maksimalt 10 minutters afsnit, så de kan nås i frokostpausen på arbejdet eller køen i Netto. Synes du også, det lyder mærkeligt, er du ikke den eneste:
Konceptet blev mødt med en god del skepsis, men ikke desto mindre tegner det til at blive en helt normal måde at streame på. Vores anmeldere har allerede prøvet Quibi – og hvordan det gik,
kan du læse her.
Over de seneste mange uger har vi i hvert nyhedsbrev sendt dig en karantænequiz. Og denne gang står den i parforholdets tegn.
For er du en god kæreste under corona? Eller er du et helvede at være i isolation med?
Test dig selv her, og vær med i lodtrækningen om et par Jabra Elite 85h-høretelefoner (værdi: 1.899 DKK).