Påskeferien er snart slut, men det betyder ikke, at udsigten til en normal hverdag er lige om hjørnet. For selv om de mindste fra denne uge bliver sendt tilbage til vuggestuer, børnehaver og skoler, skal vi andre altså stadig holde os hjemme.
Og derfor behøver man ikke kede sig! I øjeblikket har vi omdøbt vores nyhedsbrev til
Ibyen Hjemmefra, hvor vi mandag til fredag giver dig anbefalinger til nogle af de lyspunkter, der findes i byen i en dyster tid – fra onlinekoncerter og virtuelle kunstudstillinger til digitale fredagsbarer og sprøde takeawaytips. Så bliver det ikke nemmere at få sit kulturelle fix.
Her er mandagens anbefalinger til din uge.
For få uger siden var det på Nørre- og Vesterbro, der blev sunget fra altanerne for at sprede glæde i coronatiden. Denne gang er det for
dronning Margrethe 2., når hun fylder rundt på torsdag. 80 år bliver hun, og fødselsdagen må siges at blive noget anderledes i år. Normalt plejer hun at blive fejret med glitrende kjoler, skåltaler, pomp og pragt på slotspladsen foran Amalienborg, men også det har corona sat en stopper for i år. Som alternativ står det sjællandske symfoniorkester
Copenhagen Phil og fire sangere klar til at spille og synge for til fællessang fra haver, altaner og ud af vinduer i hele landet.
Syng med fra klokken 12. Om du er royalist eller ej, kan vi vel alle bruge at få sagt hej til
vores naboer på den anden side af vejen.
Som endnu et i rækken af coronahjælpeinitiativer i København, står
Meyers Deli nu klar med en håndsrækning til de små fødevareaktører. I lokalerne på Gl. Kongevej på Frederiksberg har de opført et
minimarked, hvor de stiller spiseborde, hylder og fortovnsvogne til rådighed for alle, der har svært ved at komme af med sine produkter. Helt gratis. Har du ikke selv en biks at sælge fra, kan du lige nu købe delikatesser fra bl.a.
Siciliansk Is og
Fangst Nordic og på den måde slå to fluer med et smæk ved at støtte en hårdt presset branche og samtidig bekæmpe madspild. Som det bemærkes på Instagram:
Det er god stil! Er det at se Netflix derhjemme bare ikke helt det samme som en tur i biografen? Sidstnævnte er stadig ikke en mulighed, men alternativt kan du prøve
drive in-biografen i Lynge,godt en halv times kørsel nord for København. Du kender højst sandsynligt allerede konceptet: Du kører ind, parkerer bilen, sætter dig godt til rette foran det store udendørs lærred. For at være helt sikker på at undgå smittefare har drive in-bioen indført en række forhåndsregler, som at billetter skal købes på forhånd, og at der er lukket ned for kiosken – så husk popcorn hjemmefra.
Programmet finder du lige her.
Selv om bryggeriet
Mikkellers barer over hele verden er lukket ned, er det ikke helt umuligt at få fingrene i deres specialøl: Hver uge kører de med deres ’hjemøl-ambulance’ ud til skiftende lokationer i København, så du kan hente kolde dåser og – hvis du skulle have plads derhjemme – også 5 liters tønder.
Find næste ambulancestop her, hvor du også kan få en frivillig fra Mikkellers løbeklub til at løbe ud med en øl til dig – og husk så også, at
Mikkeller har lanceret en virtuel bar, hvor det
næsten føles som at mødes i virkeligheden.
Mangler du noget at fordrive tiden med? I denne uge lader vi dig få afløb for de værste festivalfrustrationer med Ibyens Roskilde-vendespil.
Bekæmp the corona feeling her, hvor du også kan deltage i lodtrækningen om et par Jabra Elite 85h-høretelefoner (værdi: 1.899 DKK).
Rigtig god uge herfra.