Op til sidste folketingsvalg deltog flere tusinde i Folkets Klimamarch. Søndag sker det igen. Arkivfoto: Jens Dresling. |
Kære læser Nu er der kun en uge til folketingsvalget. For nogen er det en stor sorg, at en højtid snart slutter, mens det for andre er et glædeligt punktum. Om du allerede for længst er færdig med at debattere minkhåndtering, energikrise og kødfrie dage eller ej, så er det altså nu, at partiernes slutspurt i ræset om at få din stemme sættes i gang. Og vi kan jo ikke komme uden om, at det der kryds er vigtigt, hvis du er heldig at være berettiget til at sætte sådan et. Derfor kommer Ibyens nyhedsbrev i denne uge også til at handle om valget. Lev med det. Og mens vi har dig: På selve valgaftenen, 1. november, inviterer Ibyen dig til valgfest! Der sker på Hverdagen i Kødbyen med middag, dj og gratis øl til de 100 første. Læs mere her og book billet. OPLEV! Er du endnu i tvivl om, hvilket parti der fortjener din støtte, kan du tage til et af byens mange vælgermøder og møde dine folketingskandidater. For eksempel kan du mandag 24. oktober besøge LGBT+ Danmark, når organisationen slår dørene i Indre By op til et vælgermøde om, hvad de inviterede partier mener om og kæmper for på LGBT+-området. Aftenen begynder 17.30 og er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere her. Tirsdag 25. oktober kan du starte dagen i det anmelderroste Nordvest-bageriFlere Fugle, hvor der afholdes Politisk Morgenkaffe. Arrangementet starter med højskolesang, hvorefter Mette Reismann (S), Christina Olumeko (Å) og Charlotte Nellemann (LA) vil debattere uddannelsespolitik, alt imens du kan nyde en gratis morgenbolle og kaffetår. Læs mere her. Brænder du for kulturpolitik, kan du onsdag 26. oktober bevæge dig ind på Kunsthal Charlottenborg, der inviterer til Kulturpolitisk Topmøde, hvor toneangivende kunstnere, kunstinstitutioner og politikere mødes til debat. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere her. MARCH! Op til sidste folketingsvalg i 2019 marcherede mere end 40.000 mennesker gennem København for at gøre valget til et klimavalg. Efter valget blev en bred politisk aftale enige om at vedtage en bindende klimalov, der blandt andet sikrer, at Danmark arbejder mod at reducere sine udledninger med 70 procent i 2030. Det løfte vil en lang række af organisationer, herunder Mellemfolkeligt Samvirke, tænketanken Concito og Greenpeace holde politikerne op på og inviterer derfor endnu en gang til Folkets Klimamarch søndag 30. oktober landet over. Folkets Klimamarch er uafhængig af partipolitik og arrangeres af en gruppe af frivillige og støttes af en større gruppe af organisationer. I København starter marchen på Christiansborgs Slotsplads kl. 13. Igen i år er ambitionen at råbe politikerne op og gøre folketingsvalget 2022 grønt. Så skriv et sjovt og bæredygtigt banner, øv dig på dine kampråb, og ifør dig et godt sæt fodtøj, inden du begiver dig ud i dette folketingsvalgs klimamarch. Alle er velkomne. Læs mere her. FEST! Er du en af dem, der finder folketingsvalget lidt kedeligt, så følg med her. Der er nemlig andre måder at møde kandidaterne på end at se tv-debatter og gå til vælgermøder. For eksempel kan bevæge dig ind på Toga Vinstue i Indre By, også kaldet »det politiske kandestøberi« på grund af sin rolle som foretrukken opholdssted for en skare af politikere og journalister. Ugen igennem gæster flere folketingskandidater som gæstebartendere. Mød blandt andre Cecilie Winther Kristensen (DF) og Yildiz Akdogan (A) henholdsvis tirsdag 25. og onsdag 26. oktober samt en række af andre politikere ugen igennem. Men husk: »Hvad der sker på Toga, bliver på Toga«. Læs mere her. Alternativt kan du fredag aften 28. oktober tage til Lesbisk Valgaften på Vela Gay Club, hvor folketingskandidat Marie Kampmann (R) står bag baren. Hvis du viser dit valgkort, giver hun en gratis øl. Læs mere her. Samme aften kan du skyde weekenden i gang på Dronning Louises Bro, hvor Alternativet holder fredagsbar fra kl. 15 til 18. Læs mere her. God fornøjelse! | Med venlig hilsen Lucas Arturo Ramsøe Willkens Journalist |
|
|
|
|