INVITATION TIL FERNISERING LØRDAG D. 6 MAJ 2017 kl. 13-15 Åbningstale kl. 13 af kunsthistoriker og leder Henrik Broch-Lips KUNSTNEREN SOM VÆRK KRISTIAN SVERDRUP 6. MAJ – 5. JUNI 2017 Kunsthal NORD har inviteret Kristian Sverdrup til at skabe en forskningsbaseret og stedspecifik udstilling, hvor videnskaben bliver til kunst og kunsten til krop. I de sidste par år har den danske billedkunster meldt sig til flere forskellige forskningsprojekter med det formål at skabe en række skulpturer, relieffer og malerier ud fra de mange mikroskopier, elektro-fysiologiske målinger, biopsier samt ultralyds – og 3Dskanninger, som hans krop har været genstand for. På den måde gør Kristian Sverdrup sig selv til kunstobjekt - dog i en særlig abstraheret og digitaliseret udgave - og udfordrer hermed selvportrættets klassiske form. Selv udtrykker han det således: ”Mit mål er at skabe et dybdegående, forskningsrelateret selvportræt, hvor jeg ud fra egne, personlige forskningsrelaterede data graver dybt på et molekylært, cellulært plan”. Kristian Sverdrup tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2005 og er således en af landets få akademiuddannede billedhuggere med medfødt spastisk lammelse og diagnosen Cerebral Parese. Han har deltaget i en række nationale og internationale udstillinger, som bl.a. omfatter Open Space at Art Cologne, Frac Centre Orleans, Kunsthalle Wien, Den Frie, Nordjyllands Kunstmuseum og Gl. Strand. For få måneder siden modtog han det prestigefyldte Viggo Jarls hæderslegat. TORSDAG 4. MAJ KL. 17 KUNSTNERSAMTALE I PROCES Kristian Sverdrup holder pause i installeringen for at fortælle om sin udstilling. GRATIS – ingen tilmelding For flere tilbud, arrangementer og kunstsaloner tjek kunsthalnord.dk Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Statens Værksteder for Kunst, Grosserer L. F. Foghts Fond, Knud Højgaard Fonden, Poul Johansens Fonden, Det Obelske Familiefond, Elsass Fonden og Aalborg Kommune. Åbn printklar pdf af invitationen her |