| Nakskov by. Foto: Cecilie Rolvung | |
Anders Legarth Schmidt | Journalist | |
|
|
| Der ligger et kæmpe paradoks bag, at to journalister og en fotograf fra Politiken i sidste uge kørte mod syd til Lolland-Falster for at samle indtryk til en reportage. | |
| Der er færrest læger, hvor der bor flest syge. | |
| Umiddelbart giver det ingen mening. Men sådan er virkeligheden i Region Sjælland, som har det laveste antal speciallæger per 10.000 indbyggere målt i forhold til de fire øvrige regioner. | |
| Til gengæld har regionen mange syge borgere. Ikke mindst folk med kroniske sygdomme, som de lever med dag efter dag, år efter år. | |
| Omvendt med hovedstaden. Her er flest læger. Bedre vilkår for at leve sundt og langt. | |
| Det er den problematik, som har fået regeringen til at foreslå, at de to regioner, Hovedstaden og Sjælland, bliver slået sammen til en ny, kæmpe region, Østdanmark, der vil samle knap halvdelen af den danske befolkning. Det skal gøre det lettere at sikre læger der, hvor der er mest brug for dem. | |
| Reportagen begynder på Nykøbing Falster Sygehus, hvor læge Julie Gaardbo har en gravid kvinde på briksen. Lægen er kørt 165 kilometer for at komme på arbejde. Hendes patient har transporteret sig 26 km for at komme til konsultation. | |
| Vi er også i Nakskov for at forstå byens sundhedsproblemer. De 12.000 indbyggere har i dag Danmarks laveste gennemsnitlige levealder. Vi møder mennesker fra byen i en kirke og hos frisøren. | |
| En af dem er Jane Svensson. Hun har droppet at gå til lægen. | |
| »De siger, at alt det, jeg kommer med, skyldes en blodprop, jeg fik for 25 år siden, da jeg boede i København. Du får også bare piller, og det gider jeg ikke rigtig mere. Og så er det heller ikke til at forstå alle lægerne, de er jo udenlandske«, siger hun. | |
| Vi har mere om emnet. For under reportagen mødte holdet manden, der driver landets ældste apotek. Apotekeren er også selv en ældre herre, han orker snart ikke mere, og fra nytår vil der ifølge apotekeren ikke længere være farmaceuter på Vestlolland. Den historie finder du her. | |
| Den sidste artikel i rækken er et interview med en yngre læge, Wendy Sophie Schou. Hun fortæller om de overvejelser, hun gør sig, om hvor hun har lyst til at arbejde som læge. Med sin familie bor hun i Virum og kører om morgenen mere end 70 km for at komme på arbejde på Holbæk Sygehus. | |
| Hun er endnu ikke færdiguddannet som speciallæge, men når hun bliver det, kunne hun godt blive fristet af et job tættere på familiens hverdag end Holbæk. | |
| »Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at selvfølgelig betyder det da noget, om jeg kan cykle til arbejde på 20 minutter i stedet for at bruge 1-2 timer i bilen hver vej hver dag. Arbejder jeg tættere på, kunne jeg se mine børn om morgenen. Og de vil ikke længere være de sidste, der hentes i institutionen«, siger Wendy Sophie Schou. | |
| Det var alt, vi havde med i denne omgang. | |
|