| NYHEDSBREV / FREDAG D. 13 OKTOBER 2023 / OPLEVELSER I EFTERÅRET | Installationsview, Adina Pintilie: In Search for The Lost Body (2022) EFTERÅR PÅ KUNSTHAL NORD Vi holder naturligvis åbent i efterårsferien, så der er rig mulighed for at opleve vores nyåbnede gruppeudstilling The New Subject. Udstillingen kombinerer 10 danske og internationale kunstneres forskellige praksis indenfor video- og lydinstallation, VR, rumlige scenografier og de mere traditionelle former som tegning, tekstilkunst, akvarel og fotografi under et samlet undersøgende spørgsmål; hvem har retten til at definere subjektet? Udstillingen er åben tir-fre 11-17 og lørdag 11-15. DELTAGENDE KUNSTNERE: Anastasia Alekhina, Sarah Browne, Stephan Blumenschein, Ofri Cnaani, Gluklya (Natalya Pershina-Yakimanskaya), Saemundur Thor Helgason, Noah Holtegaard, Sara Khayat, Nina Støttrup Larsen, Adina Pintilie Kuratorer: TOK (Anna Bitkina & Maria Veits) og Cathrine Gamst (Kunsthal NORD) Udstillingen The New Subject - Mutating Rights and Conditions of Living Bodies på Kunsthal NORD er anden udgave i en række af fire indbyrdes forbundne udstillinger og ledsagende offentlige arrangementer om kroppens skiftende udfordringer i forbindelse med global biopolitik og teknologisk udvikling, med fokus på de juridiske, somatiske og kognitive dimensioner. The New Subject på Kunsthal NORD fokuserer på aspekter af folkesundhed og stigmatisering af mentale tilstande og kroppe, der anses for at være ukonventionelle. Udstillingen konfronterer strukturelle disinvesteringer i den offentlige sundhedspolitik, historien om tidligere medicinske eksperimenter og fremkomsten af nye sygdomme på grund af postkapitalistiske arbejds- og miljøforhold. Udstillingen berører herunder også tematisk voldens karakter, indvirkningen af teknologisk overvågning på personlig autonomi og kropslig integritet samt udnyttelse af sårbare kroppe af medicinalindustrien. Flere af de udstillede værker italesætter således kroppe og individer, der eksisterer i udkanten af samfundsmæssige og juridiske "normer" ved at overskride de konventionelle grænser for køn og menneskelig anatomi. The New Subject er støttet af Nordisk Kulturfond, Aalborg Kommunes Billedkunstpuljer, Beckett-Fonden, Nordisk Råd og den østrigske ambassade i Danmark LÆS MERE OM UDSTILLINGEN HER | Film still, Noah Holtegaard: GLIMMERSTØV (2022) ARTIST TALK / 23. OKTOBER KL. 16 / NOAH HOLTEGAARD Kunsthal NORD inviterer til artist talk med den visuelle kunstner Noah Holtegaard, som aktuelt er en del af gruppeudstillingen "The New Subject" i Kunsthal NORD. Vi åbner ekstraordinært dørene til kunsthallen mandag kl. 15, så man har mulighed for at orientere sig i udstillingen inden talken. Deltagelse er som altid gratis. Talken vil foregå på dansk. Noah Holtegaard er en transmaskulin ikke-binær kunstner. I 2022 afsluttede Holtegaard sin BFA i liberal arts fra HDK-Valand i Göteborg og påbegyndte samme år sin MFA i mediekunst på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København på Medieskolen. I sin kunstneriske praksis arbejder Holtegaard primært med digitale medier, herunder billedmanipulation, 3D-modellering, animation, AR og video. Holtegaard beskæftiger sig ofte med queerness og transkønnethed i sin kunst. De beskriver selv, hvordan de vil give en stemme til dem, der aldrig har haft en stemme før, fortæller historier om transkønnede, som aldrig er blevet fortalt før, og viser kroppe, der normalt ikke vises frem. I sin kunst drømmer Holtegaard om at skabe en queer utopi i et digitalt rum uden den fysiske verdens begrænsninger. | [X]PRESSION / /DEN LYSERØDE DOME / 1. OKTOBER - 31. OKTOBER 2023 I en serie af workshops har lokale unge kunstnere skabt værker, der italesætter depression - og spørger om kunsten kan være en del af helbredelsen. Værkerne kan nu opleves i en udstilling i den lyserøde dome. Kunsthal NORD har gennem et samarbejde med DepressionsForeningen og Headspace Aalborg udviklet en række workshops og redskaber, hvor depressionens grundsymptomer italesættes gennem udarbejdelsen af kunstværker. De udstillede værker er således skabt af unge kunstnere, som selv har haft depressionens symptomer inde på livet. Grundtanken bag workshopsene er, at deltagerne lærer, hvordan de gennem kunstnerisk arbejde kan eksternalisere depressionens symptomer og påvirkninger, og derved lære at skille depressionen og dem selv ad. Værkerne i udstillingen er produkter udarbejdet over 6 uger af projektets deltagere og er resultaterne af deres egne refleksioner og fortolkninger af, hvordan depressionen har påvirket dem. [X]pression belyser, hvor kompleks depressionen er, for dem der oplever den. I udstillingen kan man for en dybere forståelse af depressionen, projektet samt hvordan og hvor man kan finde hjælp, hvis man selv står i samme situation. Endeligt vil udstillingen vise kunstens potentielle rolle til at bidrage til at løse samfundets stigende problemer med mental trivsel. Udstillingen vises i en særligt konstrueret dome, produceret af workshopdeltagerne i samarbejde med Råt&Godt i genanvendte materialer, gennem konsultation og hjælp fra Jørgen Stendal Mortensen (Artist in Ambience). Nordjyskes lokalredaktion var forbi og har skrevet en lille artikel, som kan tilgås her. [X]pression er støttet af Kulturkanten, Nordeafonden og Region Nordjylland. | JEG ER KUNST / TURBINEGALLERIET / 13. OKTOBER TIL 18. NOVEMBER 2023 I Turbinegalleriet kan man fra efterårsferiens begyndelse se udstillingen JEG ER KUNST, som fremviser resultaterne af pilotprojektet ResiliENS. Folkeskoler i Aalborg Kommune har kunnet tilmelde sig projektet gennem kunsthallens skoletjeneste. Under arbejdstitlerne “Hvad optager jer som unge anno 2023” og “Ting vi tager for givet” har en 9. klasse produceret en serie af graffitiværker på lærred i samarbejde med Projekt Nada. JEG ER KUNST tydeliggør hvordan alle liv i sig selv er enestående kunstværker. Ligesom street art og graffiti bryder kunstudstillingen JEG ER KUNST med de konventionelle rammer for hvordan vi definerer kunst ved at fokusere på det personlige, kommunikative og fællesskabsstyrkende ligeså meget som det endelige produkt. JEG ER KUNST er skabt som en del af Pilotprojektet ResiliENS, hvor udviklingen af livsmestring undersøges ved at arbejde indgående med kreativ problemløsning, stresshåndtering og følelsesmæssig intelligens i en dansk folkeskolekontekst. Pilotprojektets resultater publiceres i 2024 af MA i Socialantropologi Cornelia Hersland fra Den Frivillige Forening Skabning (corneliahersland.dk // skabning@proton.me) Du kan læse mere om projektet her | Åbningstider: tirsdag - fredag: 11:00 - 17:00 lørdag: 11:00 - 15:00 helligdage: 11:00 - 15:00 Kunsthal Nord · Kjellerups Torv 5, 2. sal · 9000 Aalborg · Tlf: 3199 4125 ·kunsthalnord@aalborg.dk · www.kunsthalnord.dk · |
|