Hvad er Kunstskolen Sønderbygaard? Ja, det er et stort og bredt spørgsmål med et langt svar, men over de næste par nyhedsbreve vil vi prøve at dele svaret op, så du får et godt indblik i hvem og hvad vi er. Nogen af jer ved det jo allerede, fordi I har været her fysisk på Kunstskolen Sønderbygaard, andre kender kunstskolen fra vores online side ArtAcademy.dk. Og jer, der ikke ikke rigtig har stiftet bekendtskab med kunstskolen på andre måder end via vores nyhedsbreve, har måske i hovedet dannet jeres eget billede eller forestilling af, hvem og hvad vi er. Der er naturligvis ingen tvivl om, at Kunstskolen Sønderbygaard og ArtAcademy.dk tegnes, eller rettere males, af undertegnede, Christina Kjelsmark. Men også jeg er meget mere end kunstmaler. Og derfor bruger jeg også gården på en hel masse forskellige måder. Gården Sønderbygaard på Østergårdvej 7 i Vinderup, blev med min overtagelse af stedet, for flere år siden, til Kunstskolen Sønderbygaard, Galleri Sønderbygaard, rideskole og stutteri Stald Sønderbygaard og er derudover bopæl for mine 2 voksne børn, hvoraf den ene driver sin virksomhed herfra og den anden har indrettet et fuldt udstyret autoværksted til fritidsarbejde. På det gamle stuehus' første sal, bor 2 kvinder, som lejer hver deres lejlighed og naturligvis er også en del af hverdagen på gården. Jorden, som tilhører gården, afgræsses af mine ca. 35 heste og dyrkes derudover af en lokal planteavler. De sidste ting kan man jo sige, at der "ikke er meget kunst i", men det er en kunst at holde styr på sådan et sted, hvor der altid er en masse mennesker og hvor der altid sker noget, både planlagte ting, men der dukker bestemt også uforudsete opgaver op i hverdagen. Efteråret er på alle måder den travleste tid på gården og nok også derfor den bedste - der er liv alle steder og sådan kan jeg bedst lide det. Høsten og dermed foderet til hestene, er i hus - der falder lidt ro på naturen omkring gården. Men indenfor på Kunstskolen Sønderbygaard er der liv og glade dage - for det er nu, vi åbner op for sæsonens faste dagskurser - så tirsdage, onsdage og torsdage i de næste 10 uger, fyldes atelieret med de mest fantastiske kursister, som kommer her, fra nærmest hele landet, for at lære mere om maleriet, kunsten, teknikker, teori - ja, alt hvad hjertet måtte begære på den front. Men de kommer her naturligvis også for det helt særlige sociale, der er i at være sammen om en stor fælles passion - kunsten. Skulle du have lyst til at deltage på sådan et 10 ugers dags-/aften kursus sammen med en flok meget engagerede malere, så tjek kurserne på ArtAcademy.dk, hvor du også kan melde dig til - du kan sagtens nå det endnu. Vi ses på Kunstskolen Sønderbygaard på den ene eller anden måde............. De bedste hilsner
Del in Pin |