| Nyhedsoverblikket handler i dag om | |
| | | Mette Frederiksen, der advarer om mørke tider forude | | | Moldova, der advarer om kolde tider forude | | | Airbnb, der ser ud til at have mange tilgængelige lejligheder til turisterne i København | | | En demokratisk politiker, der får ørerne i maskinen efter udtalelser om et højprofileret drab i New York |
| |
| Mette Frederiksen tegner dystert verdensbillede | |
| Det ser ikke særligt lyst ud. Det er, mener Mette Frederiksen, lige nu mere foruroligende, end det har været under den kolde krig eller andre af de kriser, den 47-årige statsminister erindrer: »De mørke kræfter har forenet sig på en måde, som er en ny situation. Derfor er demokratierne i en meget farligere situation end før i vores levetid. Den eneste vej igennem det er at kæmpe for det«, siger hun. | |
| De mørke kræfter er ikke bare Putin, men »det stadig tættere samarbejde mellem Iran, Nordkorea og Rusland«, som ifølge statsministeren har en global supermagt i baghånden: »Det er desværre bakket op af Kina. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er det en alliance af nogle autokratier, som grundlæggende vil en anden verdensorden end den, vi tror på i Vesten og møjsommeligt har bygget op siden Anden Verdenskrig«. | |
| Herhjemme er det, der kaldes sammenhængskraften, presset af splittelsen, nogle kræfter arbejder på at skabe. Alligevel tror statsministeren ikke, at autokratierne kan vise sig at være de stærkeste: »Et demokrati har nogle svagheder målt op mod diktaturer. Men det er jo svagheder, som vi selv har besluttet os for at have. Og som vi vil blive ved med at have, fordi vi hellere vil have et demokrati, som er den mindst ringe løsning i mangel af bedre. Men autokratierne vil altid komme til et endeligt. Se nu bare Assads Syrien«. | |
Foto: Aurel Obreja/Ritzau Scanpix |
| Moldova går i kriseberedskab | |
| Det kan godt være, at el-priserne lige nu er høje. Men det kan være værre - og det er det i Moldova: Landet går i kriseberedskab fra 16. december, har et flertal af landets parlament sent torsdag aften besluttet, fordi forsyninger af russisk gas ventes afbrudt fra årsskiftet. Kriseberedskabet vil blive indført i foreløbigt 60 dage. | |
| Moldova modtager i øjeblikket russisk gas, der passerer gennem Ukraine, som ligger mellem Moldova og Rusland. Det er muligt for Moldova at modtage russisk gas, fordi Ukraine og det russiske gasselskab Gazprom tidligere har underskrevet en kontrakt, der sikrer passage gennem Ukraine. Ukraine har meddelt, at man ikke kommer til at forlænge kontrakten, der udløber 31. december. | |
| Ifølge Moldovas ministerpræsident, Dorin Recean, erklærer man kriseberedskab for at sikre, at den prorussiske udbryderregion Transnistrien får den gasforsyning, som den har behov for. Kriseberedskabet gør det i højere grad muligt for den moldoviske regering at kontrollere energieksporten. Moldovas ministerpræsident beskylder desuden Rusland for det, som han kalder »gasafpresning«. Han siger, at den russiske præsident, Vladimir Putin, »ønsker at efterlade befolkningen i Transnistrien uden gas og elektricitet for at destabilisere situationen i Moldova«. | |
Foto: Screenshot fra Inside Airbnbs opgørelse over boliger i København til udlejning via Airbnb den 29. juni 2024 |
| Hundredvis af værter udlejer mere end 10 boliger på Airbnb | |
| Der var ellers jubel og udsagn som »det er en historisk dag og en historisk aftale«, da daværende skatteminister, Karsten Lauritzen (V) i 2018 stod i spidsen for en aftale med Airbnb, der skulle forpligte udlejningsportalen til at indberette til Skat, hvor meget danskerne tjente på at leje deres private bolig ud. Politikerne satte samtidigt udadtil et loft på privat boligudlejning, så der kun må lejes ud 70 dage om året. Der var imidlertid et problem ved deres beslutning: »Indberetning af antal udlejningsdage er frivillig for platformene. Skattestyrelsen har derfor ikke verificeret de ganske få indberettede oplysninger om udlejningsdage, som er modtaget i 2023«, meddeler Skattestyrelsen. | |
| Airbnb vil ikke give Politiken nærmere data. Men ifølge tal fra Inside Airbnb - et uafhængigt dataprojekt, der siden 2009 har indsamlet data om udlejningsportalen - var der i juni i år 20.909 boliger til leje i København. De 91 procent af dem er hele boliger, mens de resterende er dele af en bolig. 1.667 af boligerne udlejes mere end 90 dage om året. Og det viser sig, at 588 af udlejerne har flere end 10 forskellige boliger til leje. »Det var meningen, loven skulle forhindre, at boliger blev permanent udlejet på Airbnb. Der er desuden næsten 600 udlejere, som udlejer mere end 10 boliger, og det burde jo alene få alarmklokkerne til at ringe«, lyder reaktionen fra SF-borgerrepræsentant Astrid Aller. | |
Foto: Pa Department of Corrections/Pa Department Of Corrections/Reuters/Ritzau Scanpix |
| Demokratisk toppolitiker kritiseres for kommentar til et meget omtalt drab i New York | |
| Da en ung mand skød direktøren for et af de store – og udskældte – sundhedsforsikringsselskaber i USA, udløste drabet sympati hos nogle amerikanere. Selskaberne er berygtede for at kæmpe med næb og klør for at undgå at betale de behandlinger, borgerne ellers køber forsikringer for at få råd til. | |
| Det er faldet nogle for brystet, at gerningsmandens handling er blevet mødt med sympati. Men nu har en af demokraternes frontfigurer, senator Elizabeth Warren, båret til ved bålet: »Vold er aldrig en løsning, men der er en grænse for, hvor meget man kan presse folk. Det her er en advarsel om, at skubber man folk nok, kan de miste troen på systemet og de mennesker, der arbejder i sundhedssystemet. Og så begynder de at tage sagen i egen hånd, hvilket er en trussel mod alle«, siger hun ifølge DR. | |
| Det er et udsagn, der mødes med kritik. En af dem, der tog afstand fra det, er Steven Forbes, der selv har forsøgt at blive republikansk præsidentkandidat. »Det her viser den moralske råddenskab hos venstrefløjen«. Men også fra Warrens egen side reageres der. »Det er forskruet, at folk hylder det at skyde en anden på åben gade, fordi man ikke deler det samme synspunkt«, mener partifællen Josh Shapiro, Pennsylvanias guvernør, der skælder ud: »I USA dræber vi ikke folk med koldt blod for at udtrykke et synspunkt. Tro mig, han er ingen helt«. | |
| Der har aldrig været plads til dobbeltstandarder i Enhedslisten | |
| »Vi stiftede Enhedslisten for at samle venstrefløjen. Fælles kunne vi løfte miljøbevægelsen, fagbevægelsen og den internationale solidaritet helt ind i Folketinget. Trods dystre spådomme fra kloge kommentatorer om de forenede dødsboer er det sagt i al beskedenhed gået meget godt. Sammen med de følgende generationer har vi bygget et af Europas absolut stærkeste venstrefløjspartier op. Men grundprincipperne bliver lige nu udfordret. Over den sidste tid har en lille gruppe medlemmer skabt tvivl om Enhedslistens klare og entydige fordømmelse af terrorangrebet i Israel 7. oktober 2023. Deres udtalelser står i fundamental modstrid med de grundprincipper, vi som parti blev bygget på. Nemlig et entydigt og konsistent forsvar for menneskerettighederne. Uden undtagelser. Uden dobbeltstandarder«. Sådan skriver en række ledende medlemmer af Enhedslisten i en afvisning af de partifæller, der har haft så svært ved at tage afstand fra Hamas’ terror. | |
| Udslippet af CO2 fra den globale turisme stiger og stiger | |
| Når du planlægger en ferierejse, forsøger du så at vælge den mest klimavenlige transportform som for eksempel at tage elbilen eller toget i stedet for en flyvemaskine? Og prioriterer du at vælge en feriedestination i Europa frem for at flyve til Thailand? Hvis du kan nikke ja til de to spørgsmål, kunne noget tyde på, at du er en af de få, dertager det klimahensyn. For et nyt videnskabeligt studie har med data fra 175 lande undersøgt udledningen af drivhusgasser i forbindelse med den globale turisme. Studiet viser, at udslippet er steget med 3,5 procent per år fra 2009 til 2020. Det svarer til, at turismen over en tiårig periode har øget udledningen af drivhusgasser svarende til fem gange, hvad Frankrig som land udleder af drivhusgasser på et år. | |
| Diktatorens linedans: Assads fald viser autokratiets skrøbelighed | |
| Det tog kun 12 dage for Bashar Al-Assads styre i Syrien at falde i hænderne på modstandsstyrker efter mere end 20 år ved magten. Og Assads afsættelse er blot et ud af mange beviser på, at fejlraten på diktatorer er meget høj. Så hvordan kommer man af med en tyran i lynfart? Og hvilke venner har han tilbage? | |
| Dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’ er Politikens internationale redaktør Michael Jarlner, der fortæller om de mange diktatorer før Assad, der flygtede i eksil hos venner, men alligevel blev indhentet af deres forbrydelser. Og hvem, der har vundet og tabt noget ved Assads flugt. | |
| | | Det er Lucia-dag, der markeres med lysoptog. Bl.a. er der flere i Aarhus og i København kan det ses ved det et kajaklucia gennem havnen. | | | P1 kårer Årets ord. Sidste år var det ChatGPT, der vandt.... | | | Danmarks Statistik udgiver tal for kriminaliteten i 2023. | | | Retten i Lyngby behandler en sag mod en kvinde, der er tiltalt for at have udstedt mindst 20 lægeerklæringer om, at modtagerne var undtaget krav om coronatest, selv om hun ikke havde bemyndigelse til det. | | | Computer- og konsolspilpriserne Game Awards uddeles i Los Angeles. |
| |
Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN |
| Saudi-Arabien skal være vært for VM i herrefodbold i 2034. | |
|