Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil trække en endnu tydeligere streg i sandet over for antisemitisme. Inden sommer venter der en ny »bred politisk aftale«.
MANDAG DEN 24. JUNI 2024
Statsminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Peter Hummelgaard (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og formand for det jødiske samfund Henri Goldstein var en del af et fakkeloptog i København i november. Det var 85 år, siden Krystalnatten fandt sted. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Godmorgen og velkommen til ugens første politiske morgenpost her hos Berlingske.
I denne uge kan du som læser med stor sandsynlighed se frem til, at der lander en stor og vigtig aftale fra den grønne trepart, heriblandt en CO₂-afgift på landbruget.
Mens vi venter på den politiske bombe, har jeg samlet dagens vigtigste historier. Lad os komme i gang!
Dagens alliance
Mandag præsenterer regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen en ny alliance sammen med en række børne- og ungdomsorganisationer.
Målet er at beskytte børn og unge mod techgiganternes forretningsmodel og sociale mediers vanedannende design, skriver Politiken.
»Alliancen er skabt for at tage barnets parti fuldt og helt i et opgør mod de techgiganter, som ikke vil vores børn noget godt, for hvis de ville det, havde de ikke lavet de her produkter,« siger Mette Frederiksen til Politiken.
Dagens delebåd
Lars Løkke Rasmussen (M) har tidligere været i mediernes søgelys for sine forbindelser til erhvervslivet.
Denne gang har Ekstra Bladet kigget nærmere på, hvad der ligger i Frederiksholms Kanal blot få hundrede meter fra Christiansborg.
Udenrigsministeren er nemlig medejer af delebåden Freja sammen med en af landets fremmeste advokater, Martin André Dittmer, der er managing partner i advokathuset Gorrissen Federspiel, skriver mediet.
Det var netop på denne båd, som Lars Løkke Rasmussen (M) og hans datter kom til skade på på valgdagen for europaparlamentsvalget.
Lars Løkke Rasmussen har selv i tre år arbejdet for advokatfirmaet efter hans exit fra Venstre.
Udenrigsministeriet udtaler til Ekstra Bladet, at en minister ikke behøver at oplyse ejerforhold om løsøre som sommerhuse, biler eller både.
Dagens forurening
Snart kommer der mere gift i Vejle Fjord
Miljøstyrelsen har godkendt, at der dumpes 18.000 kubikmeter havneslam ved indsejlingen til Vejle Fjord, skriver Ekstra Bladet. Slammet indeholder blandt andet giftige stoffer.
»Det er dumt. Jeg troede egentlig, man var stoppet med de her tilladelser,« siger Stig Markager, der er en af Danmarks førende eksperter i havmiljø og professor ved Aarhus Universitet.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har som selvudnævnt »havets minister« fået nok at se til på det seneste, hvor debatten om iltsvind og forurening af de indre farvande har kørt på højtryk.
I en helt ny Gallup-måling er det tydeligt, at Magnus Heunicke er den minister, der har tabt mest popularitet siden sidste måling. Du kan læse den historie her.
I denne uge forventes det også, at den grønne trepart lander en aftale. Forhandlingerne har mest handlet om en CO₂-afgift på landbruget, men på det seneste har man også talt om landets indre farvande og fjorde.
Man arbejder konkret på at opkøbe store mængder jord omkring flere fjorde, hvor iltsvindsproblemerne er værst, skriver Ekstra Bladet i en anden artikel.
Dagens snarlige aftale
Regeringen vil trække en tydeligere streg i sandet over for antisemitiske hændelser i form af eksempelvis trusler, chikane og had.
Inden sommer ventes der derfor at lande en aftale, som skal bekæmpe antisemitisme. Det bekræfter justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.
»Det er alt for ofte, at vi kan læse om chikane og trusler mod jøder eller hagekors malet på døre eller på gader. Jøder i Danmark skal kunne leve deres liv i tryghed,« siger han til Ritzau.
Han kalder det for »fuldstændig uacceptabelt, at situationen i Mellemøsten skaber utryghed blandt jøder i Danmark«. Og han håber på en »bred politisk aftale inden sommer«.
Derfor har han haft samtaler med Folketingets partier i april og juni. Det betyder, at der kan lande en aftale inden længe.
Det sker i dag
12:00 Pressemøde med ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats på Den Sorte Diamant i København.
16:45 Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) holder i dag pressemøde om styrkelse af det dansk-norske forsvarssamarbejde i forlængelse af et besøg fra den norske forsvarsminister Bjørn Arild Gram.
Det var alt, hvad vi kunne tilbyde af politisk morgenpost denne mandag.