Nyheder fra aktie-, obligations- og valutamarkederne samt en række aktuelle økonomiske nøgletal og estimater for den kommende dag.
De vigtigste begivenheder denne morgen:
Markederne: De europæiske aktiemarkeder blev ramt af efterdønningerne af det høgeagtige budskab fra onsdagens rentemøde i USA, som blev krydret af en stribe renteforhøjelser i hhv. Norge, Schweiz, Sydafrika og UK. Sammen med fortsat solide signaler fra det amerikanske arbejdsmarked medvirkede det også til at sende obligationsrenterne i vejret i både Danmark, Tyskland og især USA efter en dog lidt volatil dag. Højere renter og bekymringer om recession var således med til at trække det europæiske Stoxx600-indeks ned med 1,8% til det laveste niveau siden januar 2021, mens det danske OMXC25 faldt med hele 2,7% til det laveste niveau siden september 2020. Der var heller ikke meget risikoappetit at finde på de amerikanske markeder, hvor S&P500 trods et forsøg på et sent rally endte dagen 0,8% lavere, og den negative stemning er fortsat i Asien i nat, hvor Japan er lukket. Her til morgen ligger de europæiske aktiefutures dog mere eller mindre fladt mens de amerikanske har pilen ned. EUR/USD har holdt sig stabilt, mens Japan intervenerede i valutamerkedet for første gang siden 1998.USA: Antallet af nye ledige steg mindre end ventet, og er stadig på et niveau, der ikke peger på opblødning af arbejdsmarkedet, som nok ikke er komfortabel læsning for Fed. Den regionale indikator for fremstillingssektoren fra Kansas Fed skuffede med et fald fra 3 til 1 i september - det svageste niveau i mere end 2 år.Euroområdet: Forbrugertilliden faldt fra -25,0 til -28,8 i september, hvilket var mere end ventet og et nyt historisk lavpunkt. UK: Bank of England løftede for anden gang i træk renten med 0,50%-point til 2,25%, om end med en vis grad af uenighed, hvor tre medlemmer stemte for 0,75%-point og et for 0,25%. Vi venter flere større renteforhøjelser i den kommende tid. Forbrugertilliden faldt til nyt rekordlavt niveau i september.Schweiz: Nationalbanken satte renten op med 0,75%-point til 0,50%, hvormed Europas sidste bastion med negative renter nu er fortid. Budskabet var dog mindre høgeagtigt.Norge: Norges Bank satte som ventet renten op med 0,50%-point til 2,25%. Den signalerede samtidigt, at renten vil blive sat yderligere op til 2,75% inden udgangen af i år, efterfulgt af en top mellem 3,00% og 3,25% i 3. kvartal næste årDanmark: Forbrugertilliden faldt fra -25,1 til -32,1 i september - et nyt lavpunkt i tidsseriens 48-årige levetid. Det vidner om, hvor hårdt energikrisen, den høje inflation samt de stigende renter rammer husholdningerne og peger på markante fald i privatforbruget.Dageni dag byder på foreløbige PMI-tal fra begge sider af Atlanten. I USA går Fed-chef Powell endvidere på talerstolen igen, og der er også to taler fra ECB-medlemmer på programmet. I Storbritanninen ventes der at blive præsenteret en omfattende finanspolitisk stimulanspakke i dag, og herhjemmefra får vi tal for lønmodtagerbeskæftigelsen. Det er også værd at bemærke, at der er parlamentsvalg i Italien på søndag, hvor der er udsigt til en meget markant højredrejning i regeringsmagten.
Handelsbanken, filial af Svenska Handelsbanken AB (publ.), Sverige er ansvarlig for Morgenmelding. Nyhedsbrevet udkommer alle hverdage og er udarbejdet af cheføkonom Jes Asmussen og seniorøkonom Rasmus Gudum-Sessingø.
.
Du har modtaget denne e-mail, fordi du har tilmeldt dig nyhedsbreve fra Handelsbanken. Vi har sendt denne e-mail til: newsletter@newslettercollector.com. Opdatér dine oplysninger | Afmeld nyhedsbrev Dine valg i nyhedsbrevet registreres og bruges internt i Handelsbanken til statistiske formål. Skriv til os på: nyhedsbreve@handelsbanken.dk