Nyt blod til orkestret Håbefulde musikere for hele verden er i disse dage til "jobsamtale" på seks forskellige stillinger hos orkestret (koncertmester, solofagot, engelskhorn, anden solokontrabas, anden violin gruppeleder og anden violin tutti). Det er et benhårdt udskillelsesløb, hvor der i første runde spilles bag skærm, så dommerne ikke lader sig distrahere af andre detaljer end teknik og klangfarve. Flertalsstemmer afgør derefter, hvem der går videre til anden runde og til sidst tredje runde, begge uden skærm. Det er nogle intense dage for alle medvirkende, men vi glæder os til forhåbentligt snart at kunne byde seks nye musikere velkommen til orkestret! Ugens konkurrencer er også med til at forøge den permanente størrelse af orkestret til 66 musikere, muliggjort af Aarhus Kommunes øgede årlige støtte, orkestrets nyåbnede erhvervsklub og ikke mindst af Købmand Herman Sallings Fonds generøse opbakning til orkestret. Langsomt, men sikkert nærmer vi os Marc Soustrots drøm om 80-82 fastansatte musikere. Bare tænk på de værker, vi ville kunne spille - hver eneste gang! |