Boganbefaling ”At leve med AD(H)D som kvinde” af Charlotte JokumsenDenne bog handler om noget, der alt for længe er blevet overset og mistolket. Nemlig hvordan ADHD viser sig hos kvinder. Charlotte Jokumsen belyser, hvorfor mange piger og kvinder først får en diagnose sent i livet – ofte i 20’erne eller endnu senere – og hvordan det påvirker deres selvbillede, hverdag og relationer. ADHD hos kvinder kan være sværere at få øje på. Hvor drenge ofte bliver hyperaktive, lærer piger at skjule deres uro og forvirring. Bogen forklarer, hvordan kvinders symptomer ofte bliver mistolket som stress, angst eller depression, med store negative konsekvenser for det kvindelige køn. Bogen beskriver også, hvordan hormoner spiller en rolle – ADHD kan for eksempel føles værre under menstruation eller i overgangsalderen og der sættes også fokus på emner som moderskab, parforhold og kvinders forventninger til sig selv. Bogen kombinerer en solid faglig viden med virkelige fortællinger fra kvinder med ADHD. Det gør den let at forstå og spejle sig i. En tankevækkende og nødvendig bog - både for kvinder med ADHD – og for alle omkring dem. |