Ny udstilling: Elsket af Picasso – Kærlighedens magt I dag åbner Elsket af Picasso – Kærlighedens magt, der præsenterer talrige mesterværker fra Musée national Picasso-Paris’ enestående samling. "Arkens smukt orkestrerede udstilling er en fest for øjet", skriver Kristeligt Dagblads anmelder i dagens avis og giver udstillingen seks stjerner, mens Politikens anmelder uddeler fem hjerter. Den spanske kunstner Pablo Picasso viser gennem syv årtier kvindekroppen som en farverig metamorfose – fuld af længsel og vilje, begær og erotik. Elsket af Picasso – Kærlighedens magt sætter spot på kvinderne i Picassos værker og fortæller for første gang historierne om Olga Khokhlova, Marie-Thérèse Walter, Dora Maar, Françoise Gilot og Jacqueline Roque som mere end Picassos muser og foretrukne motiver. Oplev maleri, tegning, skulptur og grafik af den verdensberømte kunstner på ARKEN frem til den 23. februar 2020. Pablo Picasso, Liggende nøgen kvinde, 1932. Olie på lærred. Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso / VISDA 2019 Læs mere |
|
Bliv klogere på Picasso Få et spændende indblik i ARKENs aktuelle særudstilling Elsket af Picasso – Kærlighedens magt til en af museets gratis introforedrag om udstillingen. Hver onsdag kl. 19 og hver søndag kl. 14 i museets koncertsal fortæller en af museets kunstformidlere om tematikkerne og værkerne i udstillingen. Introduktionen varer 25 minutter og er gratis for gæster med entré til museet. Tilmelding er ikke nødvendig. Pablo Picasso, Portræt af Dora Maar, 1937. Musée national Picasso-Paris © Succession Picasso / VISDA 2019 Læs mere |
|
|
Efterårsferieworkshop for børn Leg kunstner og model med inspiration fra Pablo Picasso til efterårsferiens kreative workshop for børn og deres voksne. Sammen med en museumsunderviser går deltagerne på opdagelse i udstillingen Elsket af Picasso – Kærlighedens magt og henter inspiration til kunstnerens værksted, hvor man selv kan agere kunstner og model og arbejde med portrættering i forskellige materialer. Workshoppen er for børn i alderen 8-12 år med deres voksne og foregår hver dag kl. 14.30-16.30 fra tirsdag til lørdag i uge 42. Det koster 30 kr. pr. barn at deltage. Læs mere |
|
|
En ubehagelig kunsthistorie? Kunstmuseer som politiske aktører får i disse år større og større fokus, og museer i både Europa og USA har været centrum for protestaktioner, der under bevægelser som #metoo og #decolonizethemuseum retter sig mod nogle af kunsthistoriens favoritter – heriblandt også den spanske kunstner Pablo Picasso. Lyt med torsdag den 24. oktober kl. 17.30, når ph.d.-stipendiat Anna Vestergaard Jørgensen fortæller om de udfordringer, som kan opstå, når museer formidler kunsthistorie, der både kan være spændende, informativ, og til tider ubehagelig. Foredraget er gratis for gæster med entré til museet, men billetreservation er nødvendig via arken.dk Læs mere |
|
|
Konference om ny ekstremisme Med teknologiens udvikling følger en helt ny verden af ekstreme påvirkningsmekanismer – kommercielle, politiske og ideologiske. Fake news, hate crimes, shaming, trolling såvel som algoritmers magt og manipulerende strukturer berører os alle – og i dén grad også børn og unge. Torsdag den 7. november kl. 14-18 inviterer ARKEN ART & TECH LAB til konference om de nye udfordringer i digital børne- og ungdomskultur. Mød bl.a. Emmy Award-vinder, tidligere ekstremist og stifter af foreningen Free Radical Project Christian Picciolini. Læs mere om program og billetkøb via linket. Læs mere |
|
|
Aftenåbent onsdag og torsdag Under hele Picasso-udstillingen holder vi åbent til kl. 21 hver onsdag og torsdag, så der er endnu bedre tid til at nyde kunsten. Frem til 23. februar 2020 er åbningstiderne: Tirsdag: kl. 10-17 Onsdag-torsdag: kl 10-21 Fredag-søndag: kl. 10-17 Mandag: Lukket Vi holder ekstraordinært åbent mandag i efterårsferien fra kl. 10-17. |
|
|
|
| |
|