Turen gik til Slettestrand i Nordjylland, da 32 grønlandske, færøske og danske unge sammen brugte weekenden på at lære om gode og stærke rammer for frivillighed på årets Sjomaq-seminar. Udover de mange spændende frivillig-samtaler bød weekenden også på fede ture, bålpandekager og badning i Vesterhavet. Temaet på årets seminar var bæredygtig frivillighed, hvilket ledte til mange spændende og inspirerende samtaler om, hvordan man kan sikre, at det er sjovt og lærerigt at være frivilligt i alle tre lande. Med afsæt i Sjomaq-projektets motto "Vi er forskellige, men har meget til fælles" bød seminaret også på mange lærerige samtaler om alt fra mad og natur til fordomme og stereotyper landene imellem. Sjómaq projektet arbejder på at skabe bedre fællesskab, venskaber og øget kendskab og forståelse mellem unge på tværs af Danmark, Færøerne og Grønland for at nedbryde fordomme gennem værdier som gensidig respekt, nysgerrighed, ligeværd og åbenhed. Arrangementet blev afholdt i samarbejde med grønlandske og færøske projektpartnere. Tak til alle deltagerne for at skabe rammerne for et fantastisk seminar! |