Kære venner Mange af os har på et tidspunkt i livet oplevet, at der ikke var plads til os. Vi er så at sige kommet til en lukket dør eller en forsamling af mennesker, hvor vi ikke var velkomne.
Da Maria og Josef ankommer til Bethlehem (Luk 2), sker det samme for dem. Mens de er i en nødsituation – lige før fødslen af deres barn skal til at gå i gang – bliver de afvist. Der er ingen plads til dem, og der synes heller ingen vilje til at hjælpe dem. De er fremmede idet de kommer til en by, som ikke er deres hjem. De er ikke ventet af nogen, og de bliver ikke inviteret indenfor.
Advent er begyndelsen på en rejse, hvor vi er i mørket, og vi venter i et territorium, hvor vi endnu ikke har fundet hjem. Vi er taget ud på en rejse, men er kommet til en lukket dør. Det er ind i den virkelighed, at Gud lader sig føde, ind i den virkelighed, at Gud kommer til os. Han kommer til os og åbner døren. Vi bliver inkluderet og er ikke længere ekskluderede. Vi bliver givet muligheden for at komme ind.
Advent er begyndelsen på et spritnyt kirkeår, som jo mærkeligt nok starter med en ventetid. Det starter i mørket. Liturgien inviterer os ind i håbets tid, med forventning om, at der findes et lys, som er ved at blive født.
Midt i adventstiden inviterer Areopagos til en længe ventet bogreception. Vi er så taknemlige for at dele den håbefulde bog om fællesskab med naturen skrevet af Mia Broe Jakobsen og Thomas Frovin, smukt tilrettelagt og illustreret af vores grafiske designer Camilla Engrob.
Hjertelig velkommen til reception d. 6. december. Se detaljer og tilmelding nedenfor.
God læselyst.
Bente Mikkelsen Pahus, Landechef, Danmark bmp@areopagos.dk |