Politisk Morgenpost
ONSDAG D. 31 JANUAR
KØB ABONNEMENT

 
Opsigtsvækkende flertal med Venstre i spidsen sætter regeringen under pres – pludselig er der nye toner fra ministeren

Godmorgen og velkommen til dagens politiske overblik på Berlingske.

Det er dagen derpå efter regeringens store præsentation af den længe ventede ældrereform, som skal frisætte ældreplejen og gøre op med de rigide regler, kontroller og bureaukratiet.

Reformen blev præsenteret på et pressemøde, hvorefter der blev holdt et såkaldt »stormøde om ældres velfærd«.

Og den fik hele armen, hvis man skal tro Berlingskes reporter, der deltog på dagen.

Således stod den blandt andet på gruppearbejde, hvor de fremmødte deltagere skulle diskutere, hvorfor en god ældrepleje var vigtig for dem, og hvilke tre værdier der var vigtige for dem hver især.

Alt dette foregik dog – som nævnt – efter, at regeringen havde fremlagt, hvad man havde tænkt sig at gøre ved ældreplejen.

Men med musikalske indslag og 'dialogsessions' viste stormødet, hvor vigtig ældrereformen er for regeringen.

Med den nye reform løser regeringen dog ikke forudsætningen for en god ældrepleje.

»Alting står og falder med, at vi har medarbejdere nok,« sagde Mette Frederiksen selv under præsentationen af reformen.

Men hvor, de medarbejdere skal komme fra, er svært at se, skriver Berlingske.

Ifølge økonomiprofessor ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, skaffer reformen nemlig ikke flere medarbejdere til ældreplejen.

»Løftet af uddannelserne skal nok have en effekt om nogle år, og det samme skal afbureaukratiseringen og de færre dokumentationskrav. Jeg tør ikke sætte præcise tal på, hvor mange hænder det giver. Men jeg tror, det er substantielt,« forklarer han:

»Når det er sagt, så løser udspillet ikke rekrutteringsudfordringen i sig selv. Udfordringen er så massiv.«

Dagens ildebefindende

Vi bliver for en stund på stormødet om ældres velfærd.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) fik nemlig et ildebefindende midt under mødet.

Ministeriet oplyser, at hun har det godt igen og er vendt hjem efter episoden.

Ifølge Ekstra Bladet blev der holdt klæder op omkring Løhde, mens hun fik hjælp fra sundhedspersonalet på stedet. Hun var dog selv i stand til at forlade mødet.

Men således blev Sophie Løhde den tredje Venstreminister på et år, der får et ildebefindende, som Ekstra Bladet påpeger.

I februar sidste år var det den tidligere formand Jakob Ellemann-Jensen, der fik et ildebefindende og efterfølgende endte med at sygemelde sig med stress i flere måneder.

Og for få måneder siden var det den nyslåede digitaliserings- og ligestillingsminister Mia Wagner, der fik et ildebefindende på grund af en allerede eksisterende hjertefejl.

Dagens flybillet

Vi skal videre til DR, der har skrevet om en omdiskuteret flyer, som Dansk Folkeparti Ungdom har uddelt under ugens skolevalg.

Skolevalget er en årlig begivenhed for skoleelever i 8., 9., og 10. klasse over hele landet, hvor eleverne bliver kastet ud i en masse demokratiske debatter, hvorefter man holder et »folketingsvalg« for eleverne.

Derfor er det også en stor begivenhed for ungdomspartierne, der gør sit bedste for at promovere sig over for eleverne.

Men en flyer fra Dansk Folkeparti Ungdom (DFU) har vakt harme – blandt andet på Christiansborg.

Flyeren er nemlig lavet, så den ligner en flybillet, og på forsiden står det tydeligt, at det er en envejsbillet fra Danmark til Mellemøsten.

Bag på står der uddybende, at der er tale om kriminelle flygtninge og migranter, som man vil sende hjem.

Det kalder De Radikales Zenia Stampe for »ekstremt. Racistisk. Samfundsundergravende,« på det sociale medie X.

Men nu tager også formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, afstand fra DFU's gimmick.

»Det er ærgerligt, at DFU bypasser et godt skolevalg. Eleverne har på forhånd en masse materiale, man kan diskutere ud fra, og vi synes, det er skammeligt og forkert med en kampagne for skolebørn, der udpeger en bestemt gruppe borgere,« skriver han til DR.

Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt er dog gået til modangreb.

»Hvor er det ynkeligt at se skoleledere negligere vor tids største problem – nemlig de mange udlændinge, der aldrig burde have været her,« skriver han blandt andet på X.

Det sidste ord er nok ikke sagt i den sag.

Dagens manglende erindring

Så rykker vi videre til Altinget, der skriver videre om sagen om Danmarks indsats i Libyen.

I sidste uge kunne mediet afsløre, at danske kampfly med al sandsynlighed dræbte civile i Libyen, da man i 2011 deltog i en NATO-ledet intervention.

I den forbindelse har man rakt ud til Villy Søvndal (SF).

Han var nemlig udenrigsminister i 2012, mens Forsvaret udarbejdede rapporter, der konkluderede, at danske kampfly deltog i luftangreb, hvor FN, medier og ngo'er havde dokumenteret civile drab i Libyen.

Og ifølge Altinget er han »meget sikker på«, at han ikke blev orienteret om sagen.

»En nyhed af den størrelse sætter sig i hukommelsen,« som han siger til Altinget.

Dagens donation

Vi rykker videre til Frihedsbrevet, men bliver lidt ved Forsvaret.

Flere kilder oplyser nemlig til mediet, at Frømandskorpset lige nu står i den penible situation, at Danmark sidste år donerede kopsets vigtigste og største gummibåde – de såkaldte »Rigid Inflatable Boats« – til Ukraine.

Forsvarsministeriet bekræfter over for Frihedsbrevet, at man har doneret et antal både, men vil ikke oplyse hvor mange.

Derfor kræver Liberal Alliances forsvarsordfører, Carsten Bach, nu et klart svar i forligskredsen.

»Jeg håber ikke, at donationen har skadet hverken operationelle eller uddannelsesmæssige forhold for Frømandskorpset,« siger han til Frihedsbrevet.

Dagens flertal

Vi iler videre til DR, der har skrevet historien bag dagens overskrift.

Et politisk flertal på Christiansborg mener nemlig ikke, at det er tilstrækkeligt, at Randers Kommune undersøger sig selv.

Det skriver DR, efter at Randers Kommune tirsdag holdt et pressemøde, hvor kommunen frikendte sig selv for ansvar.

»Pressemødet beroligede mig på ingen måde. Så ja, det her er så alvorlig en sag, at den skal vi selvfølgelig helt til bunds i,« siger Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen.

Venstre foreslår derfor, at Kammeradvokaten, som skal undersøge den konkursramte virksomhed Nordic Waste, får udvidet sit mandat.

Samtlige otte oppositionspartier bakker op om Venstres forslag, og dermed er der altså flertal for forslaget.

Men det går imod den linje, som hidtil har været lagt i sagen fra regeringen.

Under det pressemøde , som justitsminister Peter Hummelgaard (S), erhvervsminister Morten Bødskov (S) og miljøminister Magnus Heunicke (S) holdt fredag i sidste uge, ville Magnus Heunicke ikke gå ind i, om kommunen – som vel at mærke har en socialdemokratisk borgmester – havde begået nogle fejl.

Derudover gjorde Hummelgaard det klart, at Kammeradvokaten var sat i værk for at undersøge to ting – om andre virksomheder omkring Nordic Waste kan drages til ansvar, og om ledelsen eller andre personer i og omkring Nordic Waste kan drages til ansvar.

Efter DR's historie har miljøminister Magnus Heunicke dog bekendtgjort over for DR, at han vil have sagen undersøgt til bunds.

Han skriver, at han vil »sikre, at de nødvendige undersøgelser gennemføres, også af kommunens ansvar, og vi er parate til at drage de nødvendige konsekvenser af dette«.

Dagens korte historier

1. Fødevareministeriet har vurderet, at erstatningen til minkavlerne bliver markant dyrere. Det skriver TV 2. Således har man forventer man, at erstatningen kommer til at løbe op i knap 24 milliarder kroner i stedet for det forventede 17,6 milliarder kroner.

»Det er desværre ikke sådan, at alle afgørelser er foretaget endnu, så der er stadigvæk en stor usikkerhed forbundet med det her skøn. Men det er et bedre skøn end det, vi havde tidligere, og det er jeg selvfølgelig forpligtet til at overbringe til Folketinget,« siger fødevareminister Jacob Jensen (V) til TV 2.

2. Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne har taget initiativ til en hasteforespørgsel om Danmarks støtte til det kriseramte FN-organ UNRWA. Det skriver Ritzau. FN-organet hjælper palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, men flere lande har allerede suspenderes deres støtte til organet efter beskyldninger om, at 12 ansatte i UNRWA var indblandet i Hamas' angreb på Israel sidste år.

Dagens program

Gruppemøder

  • 12.00-13.00 Venstre
  • 12.00-13.00 Dansk Folkeparti
  • 12.00-13.00 Danmarksdemokraterne
  • 11.30-13.00 Moderaterne

09.30: Åben høring om boligformer for ældre

Folketingets Ældreudvalg holder i samarbejde med Boligudvalget en høring om boligformer for ældre med fokus på, hvorvidt boligformerne imødekommer de forskellige ønsker for ældre i den tredje aldersfase.

11.00: Åben høring om fremtidens færgedrift til øerne

Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer inviterer til åben høring om færgedriften til de danske øer. Formålet med høringen er at få belyst, hvilke udfordringer og muligheder, der er forbundet med at sikre en stabil og grøn færgedrift til og fra Danmarks øer.

13.00: Møde i salen

I dag er der møde i Folketingssalen. På dagsordenen er blandt andet spørgetid med ministrene.

Venlig hilsen

Albert Søgaard Thomsen, journalist

P.s.: Har du ris, ros eller gode tip, er du velkommen til at skrive til mig på alst@berlingske.dk.

 
 
 
 
Grundlagt, 1749 af Ernst Henrich Berling
 
 
Berlingske Media A/S | Pilestræde 34
DK-1147 København K, Danmark | +45 33 75 75 75
 
 
Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver
Tom Jensen, Ansv. chefredaktør
Mette Østergaard, chefredaktør
Stinne Andreasen Krak, digital redaktionschef
 
Følg Berlingske
 
 
 
 
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -