De seneste par dage i Cannes har stået i kropskunstens tegn.

David Cronenbergs ’Crimes of the Future’ med stjernebesætningen Viggo Mortensen, Léa Seydoux og Kristen Stewart handler om en nær fremtid, hvor verden ser forfalden, nærmest postapokalyptisk ud, mens menneskekroppen er gået i gang med at udvikle sig – måske endda evolutionere – mod den verden, mennesket har skabt for sig selv. De indre organer gør ondt og besværliggør spise, smerte findes nu kun i drømme og ’gammel sex’ har mistet sin værdi. Den nye sex er kirurgi, som især performancekunstnerne dyrker og bliver stjerner af. Viggo Mortensen og Lea Seydoux hører til blandt de bedste: De lukker Viggo op og høster hans nye organer, der vokser i ham.

Ja, det hele er weird, og det hænger ikke nødvendigvis sammen på en super spændende måde, men David Cronenbergs blik for det kropsaparte, hans evne til at omsætte egne drømmesyn til visuelle overraskelser er intakt og besnærende. Den er ikke så radikal som sidste års Cannes-vinder, den Cronenberg-inspirerede ’Titane’, men den har til gengæld en større world building, hvis man vil tænke med Cronenberg i stedet for imod ham. For hvordan er mennesket til i en højteknologisk verden, og hvilke organer har vi i fremtiden brug for, hvis vi har ødelagt vores planet og i fremtiden må spise plastik?

Den hidtil bedste film, jeg har set hernede, fandt jeg uden for hovedkonkurrencen i går i la Quinzaine des Réalisateurs.

Det var Verena Paravel og Lucien Castaing-Taylors eksperimentelle antropologisk-dokumentarisk kunstværk ’De humani corporis fabrica’, der tager titel efter Andreas Vesalius anatomiske værk fra 1543, men som i høj grad foregår netop nu, optaget på hospitaler i Frankrig med kikkertoperationens kamera dybt inde i kroppen. Vi er med til alt fra penis- og øjenoperationer til dissektioner af cancerramte bryster. Vi bevæger os gennem hjernens væv, tarmens gange og oversvømmes af blod i en prostataoperation, der går galt. Vi er med til liv og død.

Hvor de mange PR-igangsatte spekulationer om udvandringer fra Cronenbergs film, havde meget lidt hold i virkeligheden, så måtte mange forlade visningen af ’De humani corporis fabrica’. Det virkede ikke som en protest, men simpelthen en personlighed nødvendighed, når billederne af en konkret operation af penis, bryst eller tarm ramte en personlig grænse.

Billederne varierer fra det mest konkrete nærbillede til nærmest abstrakte malerier, mens vi lytter til lægerne tale om alt fra arbejdsforhold til dagligdags problemer. De to filmskabere kommer fra Harvards særlige Sensory Ethnography Lab, der er et særligt institut for visuel antropologi, der tidligere har skabt mesterværket ’Leviathan’ i 2012. Jeg mødtes med de to filmskabere i dag. De var stadig i en tilstand af chok efter først for en uge siden at have færdiggjort filmen, der er klippet sammen af mere end 350 timer dokumentarisk materiale. Forhåbenlig kommer filmen til Danmark en dag – det kræver nok, at filmfestivalen CPH:DOX smøger ærmerne op og får det på plads. Det håber jeg.