Fhv. statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er aktuel på to fronter for tiden. Som vin- og politikkender i DR2-programserien 'Skål for Europa' og i forskerne Rasmus Mariager og Anders Wivels udredning om Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan. Tegning: Philip Ytournel Kære læser Med tiden bliver alt historie. Det er et faktum, der kunne stå i enhver Gajolpakke. Men det er ikke alle historiske fakta, der er lige vigtige, og den forgangne uge er beviset på, at det bestemt heller ikke er alle historiens fakta, der bliver mødt med den fornødne respekt og anerkendelse. Velkommen til denne uges debatnyhedsbrev. Malerisk manipulation To aktuelle eksempler trænger sig på. Det ene handler om kultur, det andet om politisk vilje og magt, der førte Danmark ud i en håbløs angrebskrig. Lad os begynde med kulturen, som historiker og museumsdirektør Ulla Tofte beskæftigede sig med i et debatindlæg i Politiken lørdag. Hun angriber Socialdemokratiet for skamløst at forsøge at kapre den hidtil fælles fortælling om jødeaktionen i 1943. I de propagandistiske malerier, som Socialdemokratiet har fået fremstillet til sit gruppeværelse, gøres aktionen til et rent socialdemokratisk anliggende. »Partiet, der værdipolitisk har prædiket kultur som middel til ’sammenhængskraft’, bruger nu kunsten og historien som identitetspolitiske redskaber«, skriver Ulla Tofte. Puslingeland i krig Den nære historieskrivning blev påtrængende i tirsdags, da den uvildige udredning af Danmarks krigsdeltagelse i Kosovo, Irak og Afghanistan blev fremlagt. Naturligt samlede medieinteressen sig om grundlaget for Danmarks deltagelse i Irakkrigen; et engagement, der i udredningen blev beskrevet som hvilende på strammede efterretninger og reelt afgjort af en meget lille kreds af beslutningstagere. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har lakonisk kommenteret udredningen med en variant af sin berømte ’der er ikke noget at komme efter’-kliché, der i 2019-udgaven lyder: »Jeg har i hvert fald ikke selv siddet og strammet nogen som helst«. Større er ønsket om at lære af historien altså heller ikke. At udredningens konklusioner er bemærkelsesværdige kan man konstatere ved at læse blot en af de mange tekster, vi på debatsiderne har bragt om sagen. Denne leder, underskrevet af chefredaktør Christian Jensen, som efterlyser en Irakkommission: »Når man bruger demokratiet til at drage i krig, må man også bruge de demokratiske virkemidler til efterfølgende at evaluere den. Og drage politikerne til ansvar«. Noa Redingtons indsigtsfulde tekst, hvori han rejser krav om, at beslutninger om at føre Danmark i krig fremover skal have mindst 2/3 af Folketingets opbakning. Eller interviewet med tidligere efterretningsofficer og whistleblower Anders Kærgaard, der betragter udredningens konklusioner som en undergravning af den indsats, som han og andre udsendte gjorde i Irak: »Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg er blevet misbrugt i en politisk leg, hvor man bagefter sidder og fniser ad det og siger, at ’det var en fodfejl’«. Jeppe Aakjær skrev i ’Som dybest brønd gi’r altid klarest vand’ om Danmark som et »pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge«. Vi er ikke et krigsstærkt folk, og Danmark hører ikke til blandt verdens angribende nationer. Men vi kan blive en humanitær magt, hvis vi tør forstå forsvar som andet en fregatter, pansrede mandskabsvogne og troppebevægelser. Medmindre Henrik Sass Larsen vil det anderledes, har vi en fælles historie som et folk, der kæmper for nogle idealer, selv om kampen ikke altid har foregået med våben i hånd. Den historie er værd at holde fast i. Tak for opmærksomheden. |
|
|