Genåbningsdatoen for de danske biografer er fastlagt - Vi kan komme i biografen fra d. 6. maj! "Gæsterne vender tilbage, og jeg forventer, at de vender hurtigere tilbage end de gjorde i juni 2020. Da vi lukkede ned igen efter genåbningen midt i december, var sidste dag et brag af en dag, langt over hvad en tirsdag normalt er uden COVID. At efterspørgslen havde oversteget udbuddet af film, stod lysende klart. Så ja - kunderne kommer tilbage, og når vi åbner op engang i foråret, vil der ikke kun være danske film på programmet." - Asger Flygare Bech-Thomsen, CEO Nordisk Film Cinemas Udover Asger Flygare Bech-Thomsens beretning og forventning til genåbningen af biograferne landet over, så lader det også til, at danskerne deler samme holdning. En større forbrugerundersøgelse blandt panelisterne i Dansk biograf- og underholdningspanel indikerer en rigtig god genåbning af de danske biografer. Panelet har både stor tillid og lyst til at besøge biograferne, når de atter åbner – men vigtigst af alt, så glæder de sig!
Undersøgelsen blandt panelisterne understreger som sagt netop, at de ser frem til at besøge biografen. Hele 79% af panelisterne glæder sig mest til genåbning af biograferne i forhold til både restauranter, barer, frisører, shoppingcentre, fitnesscentre og lignende by- og kulturtilbud. Biograferne tager dermed en flot førsteplads over hvad panelisterne glæder sig mest til at besøge, når Danmark åbner igen. Det er en god indikator for, at vi har en flot genåbning i vente. |