|
Rigsfællesskabets fremtid i fokus: Det sker i 2025 Rigsfællesskabet har været centrum for opmærksomhed i medierne i 2025, og det har vækket debatten om vores fælles fremtid. Det er DUFs overbevisning at Grønland, Færøerne og Danmark er tæt forbundne og står stærkere i fællesskab. Derfor er det vigtigt at styrke kendskabet og båndene på tværs af Rigsfællesskabet– en ambition, som Sjómaq-projektet kæmper for hver dag. Derfor er det heldigt, at der er massere spændende arrangementer, projekter og aktiviteter i sigte for Sjómaq i 2025! Alt dette kan du læse mere om i denne uges temanyhedsbrev, der sætter spot på Sjómaq-projektet og Rigsfællesskabet anno 2025. | |
|
Ny kampagne sætter fokus på forskelle og ligheder mellem unge i Rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland er tre forskellige lande, når det kommer til sprog, kultur og natur. Men måske er vi ikke kun forskellige? Faktisk er der også en masse ting, som vi har til fælles på tværs af landene. Det kunne for eksempel være vores forhold til at være i naturen - også selvom vores natur kan være meget forskellig fra hinanden. I en spritny kampagne sætter Sjómaq-projektet fokus på natur, kultur og hverdagen, når tre unge kvinder fra henholdsvis Grønland, Færøerne og Danmark snakker om ligheder og forskelle for ungdomslivet på tværs af Rigsfællesskabets lande. Kampagnen er udarbejdet ud fra Sjómaq-projektets motto om, at vi er forskellige, men har meget til fælles i Rigsfællesskabet. Du kan finde de tre korte videoer på Sjómaqs hjemmeside i takt med, at de lægges op: https://sjomaq.org/aktiviteter/mini-dokumentarer |
| |
|
Søg Sjómaq-puljen og få støtte til aktiviteter i Rigsfællesskabet Igen i år er det muligt at søge op til 200.000 kr. gennem Sjómaq-puljen til projekter og aktiviteter, der går på tværs af mindst to lande i Rigsfællesskabet og som gennemføres mellem 1. maj 2025 og 31. oktober 2026. Det har nok aldrig været mere aktuelt at søge puljen, så husk at søge inden fristen d. 19. februar. Sjómaq-projektet er sat i verden for at skabe stærke bånd og øge det indbyrdes kendskab mellem unge på tværs af Grønland, Færøerne og Danmark - også kaldet Rigsfællesskabet. Projektet består af årlige aktiviteter på tværs af landene og lokalt i de enkelte lande, hvor der er mulighed for at lære mere om de andre lande og få inspiration til at etablere eller forstærke partnerskaber med unge fra et eller flere af de andre lande. Sjómaq-puljen er åben for alle ungdomsorganisationer og selvorganiserede ungegrupper, der arbejder ud fra en demokratisk struktur, og som hører hjemme i enten Grønland, Færøerne eller Danmark. Der skal indgå unge fra mindst to af landene i rigsfællesskabet, men gerne fra alle tre. Det er en forudsætning, at unge er styrende i aktiviteten, der skal gennemføres af, for og med unge hovedsageligt mellem 16 og 30 år. Man skal være fyldt 18 år for at være hovedansøger. Ansøgningsfrist: 19. februar 2025 kl. 09:00. |
| |
|
Kom til debat om Rigsfællesskabets fremtid Hvordan skaber vi kendskab og bånd mellem unge på tværs af Danmark, Færøerne og Grønland? Hvad mener danske ungdomspartier om Rigsfællesskabets fremtid? Og hvad har vi lært af den seneste tid opmærksomhed på Rigsfællesskabet? Alt dette kan du blive endnu klogere på, når DUF afholder debatarrangement om Rigsfællesskabets fremtid d. 4. marts 2025. Arrangementet vil finde sted fra kl. 16-18 på Nordatlantens Brygge i København, og du kan allerede nu tilmelde dig! Vi glæder os til at se en masse seje, engagerede unge til en aften i Rigsfællesskabets tegn. NB. Arrangementet er stadig under udvikling, så hold øje med Sjómaqs hjemmeside for løbende information. |
| |
|
Læs Sjómaq-analysen og bliv klogere på unges kendskab på tværs af Rigsfællesskabet Vidste du, at over 70% af danske unge mener, at fællesskabet mellem Danmark, Færøerne og Grønland skal bevares eller styrkes, men at omtrent 70% af danske unge ikke føler et fællesskab med unge fra de to andre lande? I slutningen af september 2024 udgav DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd og DUFs færøske og grønlandske partnere Sjómaq-analysen. En analyse, der tager temperaturen på forholdet og kendskabet mellem unge i Grønland, Færøerne og Danmark. ”Analysen er et enormt vigtigt bidrag til den virkelig vigtige debat om, hvordan vi øger kendskabet imellem de tre lande og skaber samhørighed”. Sådan sagde minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin til lanceringen af analysen. Tag et kig på analysen og bliv klogere på unge i Rigsfællesskabet. |
| |
|
Glæd jer til efterårets Sjómaq seminar på Færøerne Til september afholdes årets Sjómaq-seminar. Det sker på Færøerne, hvor temaet vil være kulturmøder i Rigsfællesskabet. Her vil der være fokus både udfordringer og gode ting, som kan opstå i mødet mellem forskellige kulturer. Programmet er stadig under udvikling. Information om ansøgning for deltagelse vil komme senest i april, ligesom nærmere information og program vil blive annonceret via DUFs nyhedsbrev og på Sjómaqs hjemmeside senere. |
| |
Du modtager dette nyhedsbrev fordi du er tilmeldt via vores hjemmeside. Hvis du ikke ønsker at modtage flere nyhedsbreve, benyt nedenstående link. | Afmeld nyhedsbrev |
|
|