Mogens Dahl Koncertsal har gjort sig noget af et scoop ved både at få den karismatiske mezzosopran Fleur Barron og den anerkendte akkompagnør Julius Drake samlet i salen til en liedaften. De to stjernemusikere har i flere år samarbejdet, men har ikke gæstet København før. Nu kan du langt om længe opleve dem en oktoberaften med et alsidigt program, hvor duoen fører dig hele verden rundt. Barron & Drake indleder koncerten med lieder af Johannes Brahms, der sammenstilles med sange af de to nulevende kinesisk-amerikanske komponister Huang Ruo og Chen Yi. Selvom tonesprogene er vidt forskellige, kredser sangene alligevel om de samme emner: hjemmet og hjemve. Glæd dig også til at opleve musik af en af de mest indflydelsesrige kunstnere indenfor katalansk musik, når duoen opfører Xavier Montsalvatges Cinco Canciones Negras” (“Fem sorte sange”) fra 1945. Værket er skrevet til digte, der giver en stemme til ofre for den spanske kolonialisme. |