Anne Linnet synger julen ind i Aarhus og København En af Danmarks mest betydningsfulde sangskrivere tager endnu en gang på turné i stemningsfulde kirker landet over. Publikum kan se frem til at opleve Anne Linnet spille både juleklassikere og sange fra sit store bagkatalog.
Ved dette års julekoncerter tager Anne Linnet publikum i hånden og fører dem hele vejen igennem oplevelsen i kirkens rum. Det bliver en åben og ærlig fortolkning af både klassiske og egne julesange, de største sange fra hendes mangeårige musikalske virke krydret med helt nye julesange. | | Anne Linnet synes, at det er fantastisk, at kirkerummet er blevet et aktivt sted for musik.
’Det stærkeste kort, folkekirken har på hånden, er, at den er åben for alle, at den er rummelig. Man er velkommen, uanset hvad man tror på, hvordan man gør det og hvorfor. Jeg oplever ikke kristendommen som fordomsfuld og missionerende, tværtimod synes jeg, at kirken giver os alle et enestående tilbud om et åbent fællesskab. Det er netop denne åbenhed, som jeg håber at folk der kommer til mine julekoncerter, oplever sammen’. |