| | | Marcus Rubin | | Kronikredaktør | | |
|
|
| | Pas på med hvad du ønsker dig - måske får du det rent faktisk. | |
| | Det gamle mundheld kan man være fristet til at sige til amerikanerne, der sidste uge genvalgte Donald Trump som præsident. For meget kan man sige om den tidligere præsident og byggematador, men mildere er han ikke blevet med alderen. | |
| | Tværtimod... Alt tyder på, at hans kommende regering bliver meget, meget vildere end sidste gang, hvor han var ved magten, og det reelt bliver helt uden fortilfælde i USA’s lange historie. Fx bliver verdens rigeste mand, Elon Musk, tilsyneladende en slags effektivitetszar i et nyt ministerium, der er opkaldt efter Musks yndlingskryptovaluta, Doge. Allerede der begynder grænsen mellem fiktion og virkelighed at blive udvisket, men Trumps ministerudpegelser er langt vildere end det. | |
| | Listen over de vilde udpegelser er lang, men toppes af Pete Hegseth, Robert F. Kennedy og Matt Gantz, der skal være henholdsvis forsvarsminister, justitsminister og sundhedsminister. Som New York Times skriver, er det et utilsløret angreb på den såkaldte dybe stat. Alle tre er dybt anløbne personager, hvis primære kvalifikationer til jobbet er en total loyalitet over for Trump og hans kommende kamp mod den såkaldte dybe stat. | |
| | Matt Gantz har været fortaler for helt at nedlægge FBI og er selv tidligere mistænkt - om end ikke dømt - for sextrafficking. Robert F. Kennedy er en fremtrædende anti-vaxxer og konspirationsteoretiker. Pete Hegseth har ingen ledelseserfaring og har primært markeret sig ved at være imod et ’woke’ militær. At han nu skal styre USA’s enorme hær og få central indflydelse på krigen i Ukraine er dybt skræmmende. | |
| | Men sådan er det, det har USA’s vælgere i deres visdom valgt, og nu må både de og vi leve med konsekvenserne og begræde, at demokraterne igen-igen snublede i deres egen strategi og endte med at tabe. | |
| | Min kollega Christian Johannes Idskov har skrevet en tankevækkende klumme om, hvordan de liberale har tabt tråden og nu går mere og mere i autoritær retning. Hvor de engang kæmpede for økonomisk frihed og lysende globalisering, er flere af dem nu drejet mod en defensiv autoritær dagsorden, som han skriver. | |
| | Men hvem skal så forsvare den åbne vestlige verden, som jeg holder så meget af? Det kan være svært lige at få øje på, også her i Europa vinder de autokratiske kræfter frem, mens de klassiske ledere snubler. | |
| | Nu er der valg på vej i Tyskland og EU’s vigtigste land er dermed reelt handlingslammet de kommende 3-4-5-6 måneder. I Kreml må de glæde sig og lade champagnepropperne springe, som Michael Jarlner skriver i denne leder. | |
| | Trist er det ikke mindst for Ukraine. Næste uge er det 1000-dagen for invasionen i 2022 og er man i tvivl om, hvor frygteligt livet er i de områder som Rusland har erobret, kan det anbefales at læse denne historie fra The Economist. | |
| | Og mens verden brænder og kloden koger er der klimatopmøde i Baku. | |
| | Det er sidste klimamøde før Trump, nummer to i træk i en autokratisk oliestat, begge dele i sig selv deprimerende. Men opgivelse nytter jo ikke noget, strudsestrategien virker hverken for den store fugl eller for os andre, så handles skal der. Og det kan stadig nytte, det argumenterer en række topforskere for i denne kronik, hvor de blandt andet påpeger, at verden for ti år siden havde kurs mod en temperaturstigning på 4 grader – nu er prognosen 3 grader. Vedvarende energikilder er nu billigere at fremstille end fossile. | |
| | Så noget godt sker skam, og måske er det med Trump slet ikke så galt endda. Det mener klimaaktivisten Maria Toft i al fald. »Genvalget af Trump er måske netop det, der skal til for at nå kogepunktet, hvor mennesker i fællesskab samt på tværs af lande begynder at generklære troskaben til eget og naturens liv«, som hun skriver i dette indlæg. | |
| | Helt dertil er jeg nok ikke kommet, jeg er nok stadig kun ved stadie 2 i den nu afdøde forsker Elisabeth Kübler-Ross klassiske fem sorgstadier. Men videre skal vi jo, også her i den mørke tid, og mens vi er ved Kübler-Ross, kan jeg på det varmeste anbefale et gensyn med den klassiske Broadway-film All That Jazz, hvor instruktøren har sine udfordringer med de fem stadier. Er man endnu mere ambitiøs i sine sorgstudier er her en liste med fem film, en til hvert stadie. Advarsel - de er stort set alle sammen ganske uhyggelige - lidt som virkeligheden. | |
| | Og med de ord, pas på jer selv og hinanden derude. Vi ses på næste uge, tag et glas gløgg i mellemtiden og husk at verden trods alt er blevet meget rigere, friere og sundere i de seneste årtier. Så måske er det bare en lille bølgedal, som vi er inde i for tiden. | |
|
