Myter, minder og mystik • 3.-4. maj • kl. 19.30 Fra Musorgskijs sjældent hørte forspil til operaen Khovansjtjina, der med sine sarte melodier og gennemsigtige teksturer delikat lægger op til glemte dramaer i russisk historie, ledes over til Lalos sværmeriske Symphonie espagnole, som rammende udmaler spansk varmblodethed og eksotisk mystik. Endelig byder ugens program på Prokofjevs første symfoni med tilnavnet “den klassiske”. Prokofjev er inspireret af klassikkens måske største mester, Joseph Haydn. En moderne, køligt strømlinet hyldest til et fortidens mesterværker. Ugens solist er den russiske violinist Alexander Sitkovetsky, som er det seneste skud på stammen af Sitkovetsky-familiemedlemmer, der opnår universel musikalsk hæder. Sitkovetsky er naturligt nok en blændende dygtig tekniker, men det er hans passionerede tone og antændte spil, der adskiller ham fra mængden. Program: E. Lalo: Symphonie espagnole (PAUSE) M. Musorgskij: En nat på Bloksbjerg M. Musorgskij: Khovansjtjina, forspil S. Prokofjev: Symfoni nr. 1, “den klassiske” >> Klik her for at downloade koncertprogrammet allerede nu (pdf) NB! Torsdag aften kl. 18.30-19 er der koncertoptakt ved Aarhus Symfoniorkesters Venner (ASOV) i Kammermusiksalen, Musikhuset Aarhus. Det er gratis at deltage. Læs mere på www.asov.dk |