Godmorgen og velkommen til tirsdagens politiske morgenpost. Der er ingen tvivl om, at krigen mellem Hamas og Israel stadig fylder langt det meste, også for vores folkevalgte på Christiansborg. Blandt andet er en video lagt op af den israelske ambassade på det sociale medie X blevet delt af en lang række medlemmer af Folketinget. Videoen viser, hvordan blomsterbuketter, lys og håndskrevne beskeder, der hen over weekenden er blevet efterladt foran ambassaden i København, bliver fjernet af to maskerede mænd og en maskeret kvinde. Den ene mand bærer et palæstinensisk flag, og den anden bærer det som en form for hovedbeklædning. En af dem, der har delt videoen, er den tidligere minister for Socialdemokratiet Jesper Petersen. På X har han delt opslaget med teksten »Så bliver det ikke meget mere usselt«. Også Liberal Alliances Steffen Larsen har delt videoen. Han skriver: »Islamisk Stat ville sikkert være stolte af den her afstumpede adfærd. Hvad de her mennesker overhovedet laver i Danmark, når de så brændende demonstrerer deres modvilje mod ordentlighed, medmenneskelighed og respekt, er fanme et godt spørgsmål.« Dagens spørgsmål om udviklingsstøtteI løbet af mandagen fyldte spørgsmålet om, hvorvidt Danmark på baggrund af Hamas-angrebet mod Israel skulle bremse al udviklingsstøtte til Palæstina. Således ønsker Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og De Konservative at sløjfe al udviklingsbistand til Palæstina, mens De Radikale og Enhedslisten mener, at man fortsat skal støtte Palæstina med hjælp til at drive selvstyret samt offentlige institutioner som hospitaler, skoler og så videre. Der er afsat 450 millioner kroner i udviklingshjælp fra Danmark til de palæstinensiske selvstyreområder fra 2021 til 2025, skriver Ritzau torsdag. Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, sagde tidligt, at man ville rette henvendelse til Moderaterne og Socialdemokratiet for at få dem til at bakke op om Venstres ønske. Det lykkedes dog ikke umiddelbart for Venstre at få Moderaterne til at bakke op om forslaget. Jeppe Søe (M) skrev i hvert fald i en sms til min kollega, at Moderaterne ikke ønskede at tage stilling til spørgsmålet lige nu og her. »Det er ikke bare sort og hvidt at skulle ændre eller stoppe hjælp på den foreslåede måde. Der er store nuancer i spil, som skal analyseres nøje, da der for eksempel er forskel på myndighedssamarbejde med civilorganisationer og humanitær hjælp med videre. Dette er vi i fuld gang med, så vi ikke træffer overilede beslutninger – men derimod baserer vores politik på viden og med respekt for svære nuancer,« skrev Jeppe Søe. Selvsamme spørgsmål om udviklingsstøtte har fået forsiden hos Jyllands-Posten, hvor Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, advarer regeringen mod at tage overilede beslutninger. »Jeg synes grundlæggende, at det er meget kortsigtet revolverpolitik. Jeg tager til fulde afstand fra og fordømmer, at Hamas laver angreb. Men vi skal bare huske, at der er utroligt mange almindelige palæstinensere, der er fuldstændig afhængige af international nødhjælp for overhovedet at kunne overleve,« siger Tim Whyte til Jyllands-Posten. Dagens forsvarsministerVi bliver ved Israel, fordi kollegerne hos Politiken har fundet den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), i USA. Under overskriften »Troels Lund: Krigen i Israel øger behovet for, at Europa skal tage større ansvar i Ukraine« reflekterer ministeren over, hvad situationen i Israel betyder for krigen i Ukraine. »Det er en ulykkelig situation imellem Israel og Palæstina, som vil kræve meget af USA. Jeg tror desværre, at den type af konflikter er et vilkår, som vi må forholde os til. Derfor må vi erkende, at der vil være grænser for, hvad USA kan klare og vil engagere sig i. Det betyder, at Danmark og resten af Europa bliver nødt til at løfte et større ansvar selv, « siger Troels Lund til Politiken. Dagens folkeskoleudspilVi forlader Israel for en stund for at vende blikket mod den hjemlige politik. Mette Frederiksen åbner i dag et topmøde om folkeskolen på Peder Lykke Skolen på Amager. Her samler regeringen en række aktører, politikere, interessenter og eksperter til debat om en bedre folkeskole. På Berlingske har vi i længere tid dækket optakten til det kommende udspil om folkeskolen, der bestemt ikke er en reform, selvom det virkelig ligner en. Læs blandt andet min kollegas interview med undervisningsministeren fra i går, hvis du missede det. Avisen Danmark bringer i dag et interview med økonomi- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) om samme emne. Han siger, at regeringen vil sætte folkeskolen mere fri. »Styringen af folkeskolen har taget overhånd. Vi fra Christiansborg har været alt for meget nede i detaljerne. Jeg kan godt forstå, hvis en lærer tænker: 'Mon ikke jeg selv er bedst til at tilrettelægge undervisningen?'« lyder det fra Jakob Ellemann. Det skal konkret ske ved at fjerne ni ud af ti af de omkring 3.800 bindende eller vejledende mål, der findes for folkeskolen, foreslår regeringen. Dagens regningVi bliver i Danmark, hvor Børsen har kastet et blik på regeringens drøm om at finansiere nye havvindmølleparker med traditionelle danske realkreditobligationer. Den drøm kan nemlig koste danske boligejere dyrt. »Jeg synes grundlæggende, det er en god idé at bruge realkredit til at finansiere den grønne omstilling, men der skal noget yderligere analyse til. Hvis ratingbureauerne kræver, at realkreditinstitutterne ligger med mere kapital som sikkerhed, fordi de anser de her store lån til havvindmøllerne som mere risikable, så vil den omkostning med al sandsynlighed blive sendt videre til boligejerne,« siger Jesper Rangvid, professor i finansiering ved CBS, til Børsen. Dagens anbefalingSidst, men ikke mindst, skal du selvfølgelig ikke snydes for en anbefaling til, hvad du skal læse i dagens Berlingske. Sagen om Lars Løkkes eventuelle økonomiske mellemværende med magtfulde interesser i erhvervslivet er genstand for opmærksomhed. Kort inden Folketingets åbningsdebat torsdag sidste uge kunne mediet Zetland afdække en sag, hvor udenrigsministeren af anonyme embedsfolk anklages for at have favoriseret milliardfonden Copenhagen Infrastructure Partners – blot kendt som CIP. Hurtigt rettede interessen sig også mod spørgsmålet om, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen har modtaget partistøtte fra den grønne gigant, men indtil videre har det været småt med svar. Min kollega forsøger i denne artikel at komme lidt nærmere svaret på det spørgsmål. Det er dog småt med svar fra Moderaterne. Dagens program10.35 : Statsminister Mette Frederiksen (S) åbner topmøde om folkeskolen på Peder Lykke Skolen på Amager. Her samler regeringen en række aktører, politikere, interessenter og eksperter til debat om en bedre folkeskole. 12.00: Det Økonomiske Råd offentliggør i dag rapporten »Dansk Økonomi, efterår 2023«. Rapporten bliver om formiddagen diskuteret på et møde i rådet, hvorefter den offentliggøres klokken 12.00. Klokken 12.30 er der pressemøde om rapporten. Der er hastemøde for EU-medlemslandenes udenrigsministre om situationen i Israel og Gaza, hvor udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) også deltager over en videoforbindelse. |