| Det er på flere niveauer en afgørende uge i dansk klubfodbold – i pokalturneringen, i Superligaen og i de europæiske turneringer. | |
| Traditionen tro er der kristi himmelfartsdag finale i den danske pokalturnering, og i Parken er slutkampen et anliggende mellem de to klubber, der er uden mulighed for at blande sig i titelkampen i toppen af Superligaen. | |
| AGF har ikke vundet en pokal siden 1996 og i Aarhus og omegn – ja, alle steder hvor der AGF-tilhængere samlet – har snakken i den senere tid gået på finaleopgøret mod Silkeborg. | |
| Politiken har talt med en række fremtrædende AGF-fans, blandt andre rapperen Jøden og chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, om et trofæløst liv som AGF-fan. Læs historien på torsdag, hvor der er kickoff i Parken kl. 17. | |
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix |
| I Superligaen spidser tingene gevaldigt til i mesterskabskampen. Brøndby tabte i søndags for første gang i næsten et halvt år, men fører stadig rækken med 56 point, mens FC København og FC Midtjylland har 55 point og FC Nordsjælland har 53 point. | |
| Der resterer fire spillerunder, og kan et af de fire hold, der bejler til titlen, vinde samtlige deres resterende kampe, vil det være lig med et mesterskab – med det lille forbehold, at FCN’s målscore i øjeblikket er dårligere end Brøndbys. Næste store opgør i titelkampen er søndagens klassiker mellem Brøndby og FC København. | |
| Torsdag aften spilles endnu en kamp, som vil blive fulgt nøje i toppen af dansk fodbold. Knap 3.000 kilometer mod syd skal græske Olympiakos prøve at spille sig i Conference League-finalen i et opgør mod engelske Aston Villa. | |
| Kampen kan få stor betydning for dansk klubfodbold i sæsonen 2025/2026, for hvis grækerne blot spiller uafgjort mod englænderne, så er Danmark sikret en ekstra plads i Champions League-kvalifikationen i sæsonen 2025/2026. | |
| Skulle Olympiakos slå Aston Villa, er der stadig dansk håb om at holde grækerne bag sig i koefficientregnskabet. Olympiakos vil efterfølgende skulle vinde Conference League-finalen i enten ordinær tid eller efter forlænget spilletid for at tage den ekstra plads i Champions League-kvalifikationen fra Superligaen. | |
| »Jeg ved ikke, om vi er begyndt at vakle. Vi havde ikke tabt i 18 kampe, så det er voldsomt at sige, at vi er begyndt at vakle. Vi tabte mod nummer tre i ligaen på udebane«. | |
| Brøndby-spilleren Nicolai Vallys efter 3-2-nederlaget til FCM i søndags. | |
| Fodbold, Champions League (tirsdag og onsdag på 3+ og Viaplay) | |
Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix |
| De afgørende semifinaler i mesterligaen er helt åbne affærer. Dog kan Borussia Dortmund efter 1-0 i det første opgør mod PSG nøjes med at spille uafgjort i Paris for at komme i klubbens første finale siden 2013. Dengang tabte Dortmund til de hjemlige rivaler fra Bayern München, der er på en hård opgave onsdag i Madrid, hvor Real med det enorme vindergen vil i deres 18. mesterholdsfinale. Første opgør mellem Real og Bayern sluttede 2-2. | |
| Ishockey, VM i Tjekkiet (fra fredag på 3+, TV3 Sport og Viaplay) | |
Foto: Frederik Ringnes/Ritzau Scanpix |
| Det danske landshold må klare sig uden store NHL-profiler som Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen ved VM-turneringen, som holdet indleder lørdag eftermiddag mod Østrig. Kampen mod alpelandet er et af flere nøgleopgør i kampen om at undgå nedrykning fra A-gruppen. Canada, som Danmark møder søndag, er sammen med Finland, Schweiz og de tjekkiske værter favoritter til kvartfinalepladserne. For danskerne drejer det sig i første omgang om at skrabe point sammen mod Østrig, Norge og Storbritannien. | |
| Håndbold, landskampe (lørdag og søndag på TV2) | |
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix |
| OL-forberedelserne er så småt i gang for de danske mænd. Weekendens testkampe i Oslo mod Norge og Kroatien giver landstræner Nikolaj Jacobsen mulighed for at se flere spillere i aktion. Således er Casper U. Mortensen, der har både OL- og VM-guld på cv’et, tilbage i truppen og øjner en sidste OL-deltagelse. | |
| Øvrige udvalgte begivenheder | |
| Cykling: Giro d’Italia (til 26. maj) | |
| Tennis: ATP og WTA i Rom (til 19. maj) | |
| Fodbold: Europa og Conference League (torsdag) | |
| Tak fordi du læste med. Vi er tilbage med endnu et nyhedsbrev næste tirsdag. | |
|