Tak og på gensyn til Madens Folkemøde Den allerførste version af Madens Folkemøde er nu slut. Vi har pakket telt og madcykel sammen, og er vendt retur til de vante omgivelser i Kødbyen. Det var dejligt at se så mange madglade mennesker samlet til to dage med fuldt blus under både madsamtale og madhåndværk. Vi blev overvældet af den store interesse for vores madværksted i børnehøjde, og kunne melde om tomme gryder inden lørdagen var omme. I et madspildsperspektiv er det jo dejligt. Vi håber ikke I var for mange, der måtte gå igen med uforettet sag. Vi er også stolte over, at H.K.H Prinsesse Marie kiggede forbi madværkstedet, for at blive klogere på vores arbejde med maddannelse blandt børn og unge. I ægte madhus-stil fik prinsessen naturligvis forklæde på, og blev sat til at rense blæksprutter. Det klarede hun til topkarakter. Nåede du ikke forbi, mens der stadig var blæksprutter og kikærter på madcyklens hylder, finder du i dette nyhedsbrev opskrifterne fra vores madværksted. De er lige til at gå til, og udviklet så også familiens yngste kan være med i køkkenet. Rigtig god fornøjelse! Fonden Københavns Madhus |